At gradbøje despoti er ubehageligt. Men øvelsen er svær at komme uden om, når det handler om at skelne mellem forskellige grader af modstandere og tvivlsomme allierede i Mellemøsten.
Op imod 55 millioner iranere gik i går til stemmeurnerne i et præsidentvalg, der langtfra lever op til vestlige standarder for frie valg, men hvis udfald dog i høj grad ventes at påvirke landets fremtidige kurs mellem reformer eller isolation, forsigtig liberalisering eller fortsat fundamentalisme. Ved parlamentsvalget sidste år blev det fra officielt hold i Iran fremhævet som et positivt resultat, at så mange som seks procent af de valgte var kvinder. Kvinder kan opnå høje stillinger i Irans offentlige liv, og kvinder kunne formelt også stille op til præsidentvalget i går. Alle kvindelige kandidater blev dog på forhånd og traditionen tro vraget af landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
USA’s præsident, Donald Trump, har udråbt Iran som den største trussel i Mellemøsten. Han har erklæret sig som modstander af den banebrydende aftale om at begrænse Irans atomprogram, som hans eget land og en række andre stormagter indgik med Iran i 2015. Trump ankommer i dag, samtidig med opgørelsen af det iranske valg, på officielt besøg i Saudi-Arabien. Modsat Iran, der trods sit samarbejde om atomaftalen stadig er en pariastat i Vestens øjne, er Saudi-Arabien Vestens og derfor også Danmarks allierede i regionen.
Saudi-Arabien er et land, der har talrige tråde til international terror, og som er stolt af at påtvinge sine egne kvindelige borgere status som mænds ejendom, usynliggjort i alt offentligt liv og undertrykt til et niveau, hvor de end ikke må sidde bag rattet i en bil. Offentlige henrettelser ved halshugning er hyppige foreteelser i landet. Hvis Trump var en almindelig besøgende, der havde formastet sig til at have en bibel i sin bagage, havde han været heldig, hvis han var sluppet med at få den konfiskeret i den saudiarabiske grænsekontrol.
Trumps værter i Saudi-Arabien er et kongehus, der styrer landet 100 procent enevældigt og ikke bekymrer sig om at give deres despoti bare det tyndeste lag demokratiske lak.
Mens stemmerne i aftes blev talt op i Iran, hvor udfaldet vil afgøre, om den reformvenlige præst Hassan Rouhani kan fortsætte som præsident, eller han skal afløses af den konservative strammer Ebrahim Raisi, varmede man i Saudi-Arabien op til et topmøde for sunni-muslimske lande til ære for Donald Trump. Den virkelige dagsorden for konferencen i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, er at forsikre USA’s leder om, at alt ondt i verden udgår fra det shia-muslimske styre i Iran. En af de indbudte, der vil hilse Trump velkommen, vil formentlig være Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, der er efterlyst internationalt for blandt andet folkedrab.
Irans ledelse er bestemt ikke noget behageligt regime. Men i en verdensdel, hvor det er fristende at sige, at alle katte er grå, er Iran faktisk ikke det mørkeste kræ. Det er paradoksalt og deprimerende, at Saudi-Arabien, om hvis styre det er svært at sige noget som helst positivt, tivt, er vores allierede, mens viljen til at bløde op over for Iran generelt er fraværende.