Der er grund til at tage det alvorligt, når et stigende antal præster antageligt er rådvilde, når det kommer til begravelsen. Det er en af folkekirkens absolutte kerneydelser, og debat om den tvivl, der rejser sig, når efterladte til borgere, der ikke var medlemmer af folkekirken, ønsker en kirkelig begravelse, skal imødekommes.
Lad os få samtalen og debatten om de dilemmaer af både kollegial og teologisk art, der opstår, når flere og flere præster oplever at skulle være den ”skrappe” præst, der siger nej til de efterladtes ønsker om en kirkelig begravelse, som det beskrives på forsiden af dagens avis og i det tankevækkende debatindlæg fra to sognepræster.
Men lad os samtidig være realistiske og fastholde proportionerne i debatten.
Hvad proportionerne angår, undrer det, at det ifølge kilderne i dagens avis bør være præsternes pligt at sige nej til pårørende, der ønsker en kirkelig begravelse for en nærtstående afdød. Det tangerer den omvendte verden, at kirkens folk skal promovere ikke-kirkelige løsninger på et nutidigt dilemma.
Det er i hvert fald svært at se, hvordan det gavner kirkens sag potentielt at støde efterladte, der oprigtigt ønsker en kirkelig handling, fra sig.
Nu er præsterne ikke ansat til at gøre sig populære, men i dette tilfælde handler det i modsætning til mange andre aktuelle forsøg på at komme såkaldt kirkefremmede i møde om en kerneydelse: begravelsen. Hvorfor dog nægte sørgende mennesker den?
Sognepræsterne, der fremsætter forslaget om at sige nej til de efterladte, skriver selv, at mange jo melder sig ud af kirken af mere eller mindre saglige grunde: ”for at spare i skat eller (...) i arrigskab over noget, Søren Krarup har sagt.”
Nu skal man nok passe på med at overvurdere Krarups indflydelse på det faldende medlemstal af folkekirken, men selv hvis et eks-medlem i affekt over en Krarup-udtalelse med et museklik har meldt sig ud, er det lovlig stor vægt at tillægge den hurtige beslutning, at de efterladtes ønske om en kirkelig begravelse skal mødes med et nej.
Hvad får præsterne ud af at afstå fra at være pragmatiske og i stedet søge det konfrontatoriske? Alle de mange, mange livslange medlemmer af folkekirken bliver i hvert fald næppe pikerede over, at et minimalt mindretal kører på fribillet og så ”finder hjem” til kirken med de efterladtes ønske om en begravelse til sidst.
Ellers må de lade høre fra sig i den kommende debat om emnet, der dels må klargøre, hvor stort problemet reelt er, og dels må blive så nuanceret som muligt for bedst at afspejle emnets kompleksitet.