Præster er blevet for bange for at optræde politisk. Det mener Anders Gadegaard, domprovst i København. Han har udgivet en bog, der opfordrer til at være mindre forsigtig i den offentlige diskussion.
Og domprovsten sætter fingeren på et ømt punkt. Præster kan roligt blande sig mere i samfundsdebatten. Det har de gjort i tidligere tider, og det fik indflydelse på, hvordan Danmarks grundlov af 1849 kom til at se ud. Den ville vi ikke have undværet. Grundtvigske strømninger havde også en stor del af ansvaret for, at vi ikke fik en oplysning som i Frankrig eller Tyskland, men en særlig dansk folkeoplysning, som den dag i dag har betydning for vores syn på demokrati. Den ville vi heller ikke have undværet.
Hvor stor en indflydelse mon kirkens stemme ville få, hvis der skulle laves ny grundlov i dag? Præster ville næppe sætte et lige så markant aftryk på resultatet, og det er en skam. For den sekulariserede nordiske offentlighed skriger på ånd. Det er ikke op til kirken, om tiden er sekulær, men det er op til kirken, om den siger noget ind i tiden. Og der er for stille i øjeblikket, når man lige ser bort fra de segmenter, der er tidehvervsk præget. De har ikke svært ved at få sagt, hvad de mener.
Det er let at få kombinationen af politik og tro galt i halsen. Et kirkeligt samfundsengagement kan splitte menigheden. Prædikener er som regel for letkøbte, hvis de kun giver plads til den halvdel af menigheden, der stemmer på præstens egen fløj. En prædiken må ikke blive så snæver, at den ekskluderer de forkerte kirkegængere. Det er også uheldigt at sætte partipolitiske markører op i kirkerummet, som det skete for nylig, da kunstner Erik Hagens i et kunstværk i Skovlunde Kirke på Sjælland langede ud efter Venstres Inger Støjberg. I det hele taget må man finde en balance i sine ytringer. At af-holde sig fra partipolitiske holdninger på prædikestolen udelukker ikke et samfunds-engagement i andre offentlige rum. Når folkekirken drøfter dannelse – for bare at tage et eksempel – ser man, hvordan kirken på en god måde kan præge det danske samfund. Det samme kunne gøres på mange andre områder.
Nogle præster siger, at de ikke blander sig i den offentlige debat, fordi tonen er for hård. Mon de ville have fundet 1850’ernes debatklima bedre? Eller 1500-tallets, hvor katolikker og protestanter tegnede hinanden som djævle? Hvad med 300-tallets? Det er godt, at der tidligere har været kristne, som ikke lod sig kue af større modstand end den, man kan møde i et dansk velfærdssamfund anno 2019.
Teologien ved godt, at den er gal med kirkens placering i den store fælles samtale. Derfor er der meget tale om offentlighedsteologi i øjeblikket. Man prøver igen at gøre det normalt at tale teologisk ind i offentligheden. Man prøver at genvinde den tidligere norm, at kristendommen skal præge samtalen uden for kirken. Det er præsterne de bedste til at gøre. Det er bare at komme på banen.