Der er god grund til at undgå læresager i folkekirken. Kirken skal være rummelig, og præsters tro bør ikke afgøres af en retsinstans. Enhver levende tro rummer et element af anfægtelse. Det giver god mening at undgå gejstlige læredomstole.
Den eneste af slagsen i nyere tid skræmmer også. Den angik daværende sognepræst Bent Feldbæk Nielsen og endte med hans afskedigelse i 1999. Den karismatiske præst mente ikke, at dåben alene fører til frelse, men skal efterfølges af en personlig omvendelse.
Det synspunkt er ikke udpræget luthersk, men centralt for store dele af den øvrige kristne kirke, og dommen over ham faldt mange for brystet. I hvert fald var det bizart at opleve kirken skille sig af med en troende præst på et tidspunkt, hvor de begyndte at blive en mangelvare.
Efterfølgende undslap sognepræst Thorkild Grosbøll en læresag, selvom han erklærede, at han ikke tror på en skabende eller opretholdende Gud.
Sognepræst Per Ramsdal klarede også frisag, selvom han for et år siden fik hul igennem til medierne, da han frejdigt såede tvivl om opstandelsen og det evige liv og fortalte, at han gav en nødløgn, når han trøstede pårørende ved begravelser med, at de skulle se deres kære igen.
Det blev heller ikke til nogen læresag for ham, men alene et genopfriskningskursus i kristendommens centrale dogmer. Og i mandags slap sognepræst Annette Berg så også for videre tiltale. Hun har ellers erklæret i både tv og på skrift, at hun tror på reinkarnation, genfødsel, hvilket er uforeneligt med kristen tankegang og den helt centrale kristne tale om opstandelsen.
Hun blev først sat under skærpet tilsyn af sin biskop. Derefter udsendte hun en pressemeddelelse, hvor hun understregede, at hun ser reinkarnation som en mulighed. Så blev hun suspenderet, men i mandags genopstod hun så at sige som sognepræst, frisat af sin biskop med en fælles pressemeddelelse, der ikke bringer nogen klarhed om, hvorfor hun først skulle suspenderes og nu er klar til at fungere som sognepræst - dog under skærpet tilsyn.
Både biskop og præst afviser at udtale sig om, hvorvidt Annette Berg ikke længere tror på reinkarnation, og i et interview siger biskoppen, Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, at ”hvad et menneske tror på er et mellemværende mellem den enkelte og Vorherre.”
Det er så sandt, som det er sagt, men det gælder ikke for præster i folkekirken.
Præster har ikke religionsfrihed, og kirkens troværdighed står og falder med, at præsterne selv tror på det kristne evangelium, som de forkynder. Det er Guds ord, der virker i kirken, og ikke præstens tro. Men det skader indlysende kirken, hvis præster ikke tror på det, han eller hun selv prædiker.
De senere års præstesager er derfor også blevet til sager om kirkens troværdighed. Det er sager, der alle er begyndt i medierne og dermed i offentligheden. De kan ikke på embedsmandsvis løses med pressemeddelelser og ”ingen kommentarer”. For tror sognepræsten fortsat på reinkarnation, og hvis ikke, hvorfor er hun så under fortsat skærpet biskoppeligt tilsyn?
Den begrundede modvilje mod retssager om præsters teologi og vranglære har ført til, at folkekirken prøver at løse sine gejstlige læresager ved at feje dem ind under gulvtæppet. Det er en dårlig løsning. Den redder præsternes embede, løn og pension og befrier for en tid de involverede biskopper for trælsomme sager. Men det skader folkekirkens troværdighed.
I folkekirken skal der være højt til loftet, men der er ikke trosfrihed og slet ikke for præster. Den seneste præstesag viser, at kirken står med et grundlæggende problem, som den ikke ved, hvordan den skal løse.