Over det seneste årti har der i Europa spredt sig en skepsis over for de rettighedskonventioner, der sætter rammerne for Europas behandling af flygtninge og indvandrere. Det gælder ikke bare Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også FN's konventioner.
I Danmark er debatten tilsvarende i gang. Både Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti har ytret sig kritisk om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Senest har Naser Khader (K) med rette peget på, at hele asyltanken bærer præg af at være tænkt ind i en historisk epoke, hvor indvandringspresset var et andet end nu. For eksempel er FN's Flygtningekonvention nedskrevet i 1951, hvor der ikke var en folkevandring ind i Europa som i dag:
”Der er sket meget, siden konventionen blev forfattet - dengang var asyl noget midlertidigt, og man stod slet ikke i den situation, vi står i nu.”
Også i andre dele af Europa vokser kritikken. Konventionerne mangler folkelig legitimitet, hvilket er dybt problematisk i et demokrati, hvis de skal bære igennem på et så tungt spørgsmål som indvandringspolitik. Tilpasser man ikke konventionerne til Europas nye virkelighed, vil de i endnu højere grad blive tilsidesat, end de allerede gør det i mange lande.
Love skal regere, ikke enkeltpersoner, som filosoffen Aristoteles sagde det. Retsstater bør sikre, at love, ikke enkelte lederes luner, garanterer borgernes retssikkerhed. Lande som Danmark bør tilsvarende holde sig til de menneskerettighedskonventioner, vi har forpligtet os til. Men det betyder ikke, at vi skal forpligte os til ikke at ændre dem.
De konkrete rettighedstekster må løbende tages op til revurdering, så de ikke tiltager sig magt over de enkelte landes flygtningepolitik. Og de bør spille pragmatisk sammen med den bevægelige virkelighed, som de indgår i.
Under hele debatten om menneskerettighederne ligger et spil om, hvilke blivende værdier der skal definere Europa. Menneskerettighederne hører til de vægtigste værdisæt, vores kultur har skabt, og bør indtage en væsentlig plads. Det vil dog være en fejl at gøre dem til en uforanderlig størrelse, som virkeligheden skal underordnes.
Menneskerettighederne bør spille sammen med andre vigtige værdier, og de bør frem for alt spille sammen med en grundlæggende pragmatik i det svære spørgsmål om indvandring.Vil man redde menneskerettighedskonventionernes reelle betydning, haster det med at få dem opdateret. Juridiske tekster bør tjene mennesket, ikke omvendt. Det er ikke pragmatisk at lukke øjnene for presserende samfundsproblemer og pege på en tekst som løsning.