Der er generelt ikke meget godt at sige om Trumps evige trusler om toldmure. Men netop over for den tyrkiske præsident Erdogan kan taktikken vise sig at være den eneste rigtige.
For hvad er der ellers tilbage af virkemidler, når man som USA i flere måneder forgæves har kritiseret den tyrkiske fængsling af den amerikanske 50-årige præst Andrew Brunson? En præst, der efter 23 år som vellidt præst i en protestantisk menighed i den tyrkiske havneby Izmir er blevet centrum i en storpolitisk konflikt, der rammer både Tyrkiets økonomi og det allerede anstrengte forhold mellem Tyrkiet og Vesten.
Siden oktober 2016 har Brunson nemlig været tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder, først 21 måneder i fængsel, siden slutningen af juli i husarrest. Og anklagerne er voldsomme: Den amerikanske præst har angiveligt hjulpet en organisation med tråde til den i USA bosatte tyrkiske imam og eksil-politiker Fethullah Gülen, som ifølge Tyrkiets præsident Erdogan står bag et kupforsøg i juli 2016. Derudover beskyldes Brunson for at have forsøgt på at danne en kristen kurdisk stat. Anklager, der kan give op til 35 års fængsel.
Efter gentagne opfordringer til at løslade Brunson, blandt andet med henvisning til det manglende bevisgrundlag, skruede USA’s præsident, Donald Trump, tidligere på ugen op for presset og fordoblede toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet – og resultatet er ikke udeblevet: Tyrkiets dårlige økonomi har fået det endnu værre, og liraen har indtil videre i år tabt halvdelen af sin værdi.
Ligesom den tyrkiske præsidents folkelige opbakning i høj grad skyldes årtiers velfærdsfremgang for især arbejder- og middelklassen, kan opbakningen tilsvarende erodere, hvis en økonomisk krise bider sig fast. Derfor kan de amerikanske sanktioner vise sig mere effektive end mange måneders mere traditionelle meningsudvekslinger. Man kan samtidig kun håbe, at EU bakker USA op, om ikke i første omgang med handelssanktioner, så med et vedvarende diplomatisk pres.
At Erdogan umiddelbart truer med at ”finde nye allierede”, bør ikke få hverken USA eller EU til at ryste på hånden. Halvdelen af Tyrkiets eksport går til EU, og derfor har Tyrkiet ikke et økonomisk holdbart alternativ til Vesten.
Der er stadig i EU diskussioner om et fremtidigt tyrkisk EU-medlemsskab. Erdogans tilraning af magten og fundamentalistiske kurs illustrerer med al tydelighed, hvorfor den strategi er naiv og fejlagtig. Politisk, kulturelt og religiøst er Tyrkiet kun rykket stadig længere væk fra EU, og med fængslingen af Brunson, den evige sabelraslen over for Vesten og transformationen af Tyrkiet, væk fra Atatürks sekulære republik mod et stadig mere islamisk samfund, har Erdogan måske styrket sin hjemlige opbakning, men internationalt står han stadig mere isoleret. Om det skal ændre sig, bør nu afhænge af, om han forstår vigtigheden af at gå demokratiets vej.