En journalist henrettet med bilbombe inden for EU? Mange reagerede med vantro og forbløffelse, da det i denne uge kom frem, at den 53-årige blogger og journalist Daphne Caruana Galizia var blevet slået ihjel i Malta. Hun havde i længere tid være en kilde til irritation for flere maltesiske toppolitikere, som hun havde anklaget for at være korrupte. Ingen ved, hvorfor Galizia blev slået ihjel, men at drabet er politisk, er der næppe tvivl om.
Desværre er det ikke bare i Malta, at journalister er under pres. Uden for Europas grænser er pressefriheden i vanskeligheder. I Rusland er det gået fra slemt til værre. Tyrkiet, en Nato-allieret, har længe haft rekord i fængsling af journalister, men nu sætter landet også europæiske journalister i fængsel på parodiske anklager om terrorisme. I USA sidder en præsident, som for en uges tid siden sagde: ”Det er ærligt talt ulækkert, at pressen bare kan skrive, hvad den vil.”
Truslen er omfattende og alvorlig. Den model for meningsudveksling og politisk debat, som vi har kendt siden demokratiets indførelse i Vesten, er under pres. Det er stærke kræfter, der ønsker at stække de kritiske medier, som samtidig er økonomisk i defensiven i mange lande.
Den vestlige frihedsforståelse med vægt på mediers ret til at kritisere frit så ud til at brede sig efter kommunismens sammenbrud, men lige nu er det en mere autoritær politisk kultur med fokus på egen vinding, der har vind i sejlene.
Dertil kommer den digitale udvikling. Giganterne Google og Facebook bidrager ikke med meget til den kritiske pressedækning, men sender de annoncepenge, som tidligere blev brugt på journalistik, til deres aktionærer. Og Facebook kan ikke få magt over usagligheden og usandheden i eget univers.
I sidste ende hænger pressefriheden sammen med det ideal fra oplysningstiden, at den enkelte skal kunne danne sig sin egen mening. Det har taget mange hundrede år at nå frem til det princip. Pressefrihed er ikke bare en juridisk ramme. Den kræver et civilsamfund, som man ikke kan fremelske ved lovgivning. Frihed bygges ikke let op i undertrykkende kulturer. Vi må i stedet prøve at bevare den pressefriheds-kultur, vi har.
Filosoffen Hannah Arendt gjorde sig vigtige overvejelser om det totalitære. Dem knyttede hun sammen med pressefriheden i et interview i The New York Review of Books i 1974:
”I det øjeblik der ikke længere er en fri presse, kan alt ske. Det, der gør det muligt for et totalitært diktatur at tage magten, er, at folk ikke er informerede: Hvordan kan man danne sig en mening, hvis man ikke er informeret om, hvad der sker?”.
Hannah Arendts ord er en advarsel til os i dag, for de peger på, at borgere i autoritære regimer omkring Europa ikke kan danne sig en holdning baseret på troværdig information. Og Daphne Caruana Galizias død minder os om, at ufriheden ikke kun findes uden for Europas grænser.