Det er ikke nyt, at LGBT-miljøet, der repræsenterer en række seksuelle minoritetsgrupper, sammen med tusindvis af sympatisører vandrer gennem Københavns gader til den såkaldte Copenhagen Pride Parade. Faktisk har det fundet sted siden 1996. Men det er først i de senere år, at festivalen er blevet en begivenhed for hele byen og for det officielle Danmark.
I år sælger Netto som medsponsor særligt merchandise i Pride-ugen. Busser, fagforeninger og offentlige institutioner flager med bevægelsens velkendte regnbueflag. Statsministeren deltager i Pride-løbet og twitter ivrigt om sin opbakning. Hvad der begyndte som en selvfejring af en subkultur, er blevet mainstream. Priden er blevet en folkesag.
Når begivenheden samler mange mennesker, er det også, fordi den i bred forstand er blevet et symbol på frisind og mangfoldighed. På at man i Danmark frit kan vælge sin partner og sin seksualitet. Det er godt, at det er sådan. Og det er også værd at fejre. Uanset hvad man måtte have af æstetiske eller moralske forbehold over paradens kropslige iscenesættelser.
For selvom vi indimellem kan glemme det i vores forholdsvis fredelige hjørne af verden, er det langtfra en selvfølge, at mennesker har den frihed. Flere steder i verden går det faktisk den forkerte vej. Det gælder i nogen grad i USA, det gælder i højere grad i Rusland, og det gælder især i en række muslimske lande, hvor seksuelle mindretal forfølges eller dømmes til døden.
Overfald og hadsk tale mod seksuelle minoriteter ses desværre også herhjemme. Det sker i højreekstreme miljøer, men også i radikale muslimske miljøer, der ser homoseksualitet som udtryk for en vestlig dekadence, de vil til livs. Det er vigtigt, at vi som samfund klart markerer, at vold og hadforbrydelser ikke tolereres.
Samtidig bør vi minde hinanden om, hvad tolerance rent faktisk betyder. Det betyder, at man tåler andres tanker og meninger, også selvom man er uenig.
Desværre er der flere aktuelle eksempler på, at det helt afgørende princip for et moderne retssamfund har det svært.
Det gælder i debatten om vielse af homoseksuelle, hvor nogle mener, at præsters frihed til ikke at vie par af samme køn, hvis det strider mod deres teologiske opfattelse af ægteskabet, skal ophøre.
Det gælder de omstridte forkynderlove, som kriminaliserer visse ytringer, alene fordi de kommer fra præster og imamer.
Og nej, lad være med at sammenligne den kirkelige højrefløjs ønske om frihed og syn på ægteskabet med den vold og undertrykkelse, som seksuelle mindretal oplever. Der er milevid forskel på at have en holdning, som man ikke påtvinger andre, og voldsudøvelse.
I kampen for det åbne, frie samfund er det afgørende at sige klart fra over for vold og undertrykkelse, men samtidig tolerere andre holdninger og tilværelsesforståelser.
Hvad kæmper vi ellers for?