Normaliteten er tilsyneladende ved at forsvinde, idet snart sagt alle livets tilstande og tilsnigelser kan diagnosticeres som en psykisk lidelse.
Som beskrevet i dagens avis er de amerikanske psykiatere netop udkommet med femte version af den såkaldte diagnosebibel, der for hver gang vokser i omfang. Og betydningen af den kan ikke undervurderes.
LÆS OGSÅ: Flere raske bliver til patienter
Før den seneste udgave i 1994 var autisme og ADHD sjældne lidelser, men siden de blev optaget i diagnosesystemet, er det blevet til epidemier i den vestlige verden. Antallet af børn og voksne, der får medicin mod ADHD, er således 15-doblet siden 2001 i Danmark, og i USA har næsten hver femte teenagedreng nu adfærdsforstyrrelsen. Med andre ord kan nogle af de nyoptagne diagnoser blive morgendagens folkesygdomme.
Det er nærliggende at konkludere, at det ikke er menneskene, den er gal med, men di-agnoserne og det samfund, som børn og voksne skal agere i, der er sygt. Det kan ikke være rigtigt, at 20 til 25 procent af alle danskere i løbet af et år kommer i en tilstand, der berettiger til en eller anden diagnose. Så er grænsen mellem rask og syg, normal og unormal blevet trukket det forkerte sted.
Det er godt, at mennesker, der har det svært, kan få hjælp, men det er langtfra givet, at den rette hjælp er en diagnose og en recept. Og når så mange får besked hos lægen om, at de har en psykisk lidelse, er der heller ingen tvivl om, at det omfattende system gør raske mennesker syge. Der skal være plads til, at man i perioder af livet er trist, og det er også naturligt, at børn indimellem får en skrigetur efter en lang dag i daginstitution. Det var ingen sygdom før, men det er det blevet nu med den nyeste diagnosemanual.
Det kan synes mærkeligt, at der er så stor efterspørgsel blandt mennesker om at få en diagnose og dermed blive erklæret syge, men det hænger sammen med, at en diagnose er blevet adgangsbillet til at få hjælp og omsorg. Med en sygdomsmærkat i panden åbner behandlersystemet sig. Der er mulighed for at få øget hjælp i skolen, eller man kan tage sig en tiltrængt pause fra arbejdsmarkedet i form af sygemelding.
De omsiggribende diagnoser er også et symptom på, at der er så snævre rammer, at der ikke er plads til forskellighed. Diagnosesamfundet fører til en ansvarsforskydning, hvor alt fra grovæderi til stress bliver til alles og ingens problem. Den enkelte kan ikke længere gøre for det. Vedkommende har jo en diagnose og dermed en anerkendt lidelse. Det indsnævrede normalitetsbegreb bliver således gjort til et individuelt problem. Inden Vesten på baggrund af diagnosebibelen skaber nye epidemier, bør man overveje at genindføre den sunde fornuft.