Problemet, ingen vil løse

Voksende problem med romaer udstiller EU’s problem

Det er et meget konkret problem. Og desværre også meget vanskeligt at løse. I takt med at vejret bliver varmere, rykker et voksende antal romaer ind i det københavnske bybillede. De bosætter sig i grupper af 20-25 personer på pladser, ved kirker og i parker.

Med indlysende konsekvenser for turismen og for adgangen til kirkerne i det indre København rækker problemet ud over det rent æstetiske. Som det bliver beskrevet i dagens avis, er området ved Trinitatis Kirke i Købmagergade i det centrale København blevet indtaget af en større gruppe romaer, som overnatter på pladsen og i søjlegangen og bruger kirkens have som toilet. Smittefaren har fået menighedsrådet til at godkende hepatitisvacciner til kirkens ansatte.

Størstedelen af romaerne kommer her til landet i sommerhalvåret, tjener penge ved at samle flasker, en del af dem begår tricktyverier, indbrud og anden kriminalitet. De fleste kommer fra Rumænien og er som EU-borgere ikke mulige at sende ud af landet. ”EU har været god for os,” som en af romaerne ved Trinitatis fortalte til Weekendavisen for nylig.

Problemet tager til år for år, og hvad der indtil nu har været et isoleret københavner-problem, er ifølge flere ved at brede sig til andre af landets større byer i Aalborg, Aarhus og Odense. Det eneste, som ikke ændrer sig, er myndighedernes magtesløshed.

Mens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sjældent forsømmer en lejlighed til at udtale sig kritisk og bastant om en anden af landets etniske minoriteter, er hun påfaldende tavs om romaerne. Det samme gælder overborgmester Frank Jensen (S). Sagen er, at de ikke aner, hvad de skal stille op.

Politiet, som modtager mange henvendelser, er ifølge flere holdt op med at rykke ud, hvis det handler om romaer. De ved, at bødeforelæg sjældent nytter noget, og som lovgivning og EU-regler er strikket sammen, har de ikke grundlag for hårdere sanktioner.

Så her står vi så. Vi kan se problemet. Vi kan også pege på nogle løsninger. Men vi kan ikke gennemføre dem. Minder det om noget? Ja, på mange måder svarer problemet med romaerne i koncentreret form til de voksende problemer med både indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed, som på hver sin måde knytter sig til EU. Regler og konventioner, som måske historisk set var forståelige, er begyndt at have så negative sideeffekter, at de simpelthen må gentænkes. Det er ikke nogen enkel opgave, men den er bydende nødvendig.

For én ting er sikkert: Så længe de enkelte lande med henvisning til EU-regler er forhindret i at tage affære og løse konkrete, synlige problemer, som skaber uro og mistillid i samfundet, vil hver en historie om tricktyveri og roma-lejre nære EU-skepsissen.

Ligesom de hjemlige politikeres strudsetaktik og ansvarsforflygtigelse vil nære politikerleden.