Prodis visioner

DET KAN ikke komme bag på nogen, at Romano Prodi vil bruge sine fem år som formand for EU-kommissionen til at arbejde for yderligere udbygning af unionen. Han har i italiensk politik for længst bevist, at han har store evner som forhandler og formidler, men der skal ikke herske tvivl om, at han også har stærke visioner for det stadig tættere europæiske samarbejde, som især de latinske medlemslande i Syd-europa er talsmænd for. Derfor er det også en meget vigtig styrkeprøve, vi står foran, når Romano Prodis nye kommission kommer til vurdering i EU-parlamentet i slutningen af august. Det er også i den sammenhæng, man skal se Romano Prodis udspil, da han i denne uge præsenterede sin kommission for det nyvalgte parlament i Strasbourg. Udspillet er rettet mod EU's ministerråds beslutning i Køln i juni om, at den kommende ministerkonference alene skal samle sig om at »færdiggøre« Amsterdam-traktaten. En udvidelse af EU kræver beslutninger om antallet af kommissærer, stemmevægt mellem store og små medlemslande, antallet af officielle sprog og andre følelsesladede problemer. Men Romano Prodi ønsker en langt bredere dagsorden med drastiske ændringer af EU's institutioner og ikke mindst langt flere flertalsafgørelser i EU. Med stadig flere medlemslande er der, mener han, fare for fastlåsning og stilstand, hvis de enkelte medlemmers mulighed for at bremse vedtagelserne ikke begrænses. Hvilket kan være et objektivt synspunkt, men reelt også et udtryk for Prodis centralistiske og unionsprægede ønsker. Meget tyder på, at Prodi forudser, at parlamentet efter at have presset hans forgængers kommission væk vil demonstrere sin magt ved den kommende godkendelsesprocedure. Han kan bruge sit krav til at skabe sig allierede i parlamentet. Ministerkonferencen er EU's øverste myndighed, og det er stadig medlemslandenes regeringer, der har det sidste ord. Men også parlamentet har ambitioner om som EU's folkevalgte forsamling at øge sin indflydelse, og en alliance med parlamentet vil derfor være et stærkt kort for kommissionen. Det bør dog ikke friste det nye parlaments mere nøgterne medlemmer. Ønsket om hurtig udvidelse med nye EU-medlemmer i Østeuropa skal ikke »købes« med indrømmelser til kommissionen. De nye østeuropæiske demokratier med deres nyvundne frihed fristes næppe af nye overstatslige unionstiltag i EU. Danmark er absolut ikke alene om at være skeptisk over for yderligere magt til kommissionen og EU-centralismen i Bruxelles. Det kan vi udnytte, også selv om de danske forbehold unægteligt svækker de øvrige EU-landes respekt for danske synspunkter. I første omgang bør de danske parlamentarikere forstå, at de spiller med i en reel kamp om magten i EU.jr-o