Det hører til en af de oftest gentagne løgne, at prostitution er verdens ældste erhverv. Det bliver som oftest brugt til at legitimere, at kvinder og mænd sælger seksuelle ydelser for penge. Eller til at påpege, hvor håbløst det er at ville prostitutionen til livs. Det gøres til en livsbetingelse, nærmest på linje med seksualdriften.
Nu har den borgerlige regering med den konservative socialminister Mai Mercado i spidsen sat sig for at bringe prostitution endnu et skridt ind på normaliseringens vej. Et af de store skridt i den retning blev taget i 1999, da det blev gjort lovligt at købe og sælge seksuelle ydelser, hvorefter prostituerede skulle melde sig som erhvervsdrivende hos Skattestyrelsen. Men hov, hvis man betaler skat, har man vel også de samme rettigheder som andre skatteydere? Ret til pension, arbejdsløshedsdagpenge og den slags?
Nej, det har man ikke, og det er ifølge regeringen så stort et problem, at en tværministeriel arbejdsgruppe nu skal se på det. Der skal skabes ”bedre balance mellem rettigheder og pligter på prostitutionsområdet”, som det udtrykkes. For eksempel skal man se på ret til arbejdsløshedsdagpenge og erhvervsforsikring. Retfærdigvis skal det nævnes, at gruppen også skal komme med forslag, der kan sikre, at flere kommer ud af prostitutionen. Dermed peger regeringen indirekte på det dilemma, som gennemsyrer hele idéen om at ville normalisere prostitution. Nemlig at det egentlig ville være bedst, hvis den ikke fandtes. Prostituerede var bedre tjent med en anden livsvej.
I tidens liberale strømning trives myten om den ”lykkelige luder” og tanken om, at samfundet skal blande sig udenom, når selvstændige individer beslutter sig for at leve af at sælge seksuelle ydelser. Sociale institutioner kan fortælle en anden historie om, at rigtig mange af de estimerede godt 3000 prostituerede her i landet er vokset op under ringe sociale forhold – og/eller er blevet misbrugt som mindreårige.
Kvinder fra fattige dele af verden tvinges til at sælge deres krop, og for mange handler det om at skaffe penge til narkotika. Problemet er, at hvis man virkelig ender med at betragte prostitution som et helt almindeligt hverv med ret til pension, bliver det endnu sværere at fortælle børn og unge, at det ikke er lykken at sælge sig selv. Man må undre sig over, at lige netop en konservativ socialminister ser det som sin mission at trække samfundsudviklingen i den retning.
Det dybere og ofte fortiede problem er, at prostitution underminerer bindende, kærlige relationer mellem mennesker. Næppe nogen forældre ønsker at se deres egne børn få det job. Men hvad så med dem, der allerede har det? Har de ikke krav på at få samme rettigheder som andre lønmodtagere? Som udgangspunkt må svaret være nej, men samfundet skal naturligvis støtte dem så godt som muligt, både socialt og økonomisk, når de har behov for det. Men mest af alt til at komme ud af ”faget”. Gammelt eller ej.