Prøv avisen

Prostitution skal bekæmpes

I 2010 viste en opgørelse, at der er cirka 3200 prostituerede i Danmark. Det er alt for mange. Tallet kan aldrig blive nul, men ideelt set bør ingen kvinde i Danmark føle sig tvunget til at sælge sin krop, mener dagens leder Erik Bjerager. Foto: Heidi Maxmiling Denmark

Men det er rigtigt at opgive et forbud. Social indsats er vejen frem

At prostitution siges at være verdens ældste erhverv, er ikke noget argument for, at det fortsat skal være lovligt. Men det siger noget om, hvor svær prostitution er at komme til livs.

Den prostituerede vil ikke angive sin kunde, for så mister hun det er oftest en kvinde sin indtægt, og kunden vil ikke angive den prostituerede, som han jo netop vil betale for at være sammen med.

LÆS OGSÅ: Men det er rigtigt at opgive et forbud. Social indsats er vejen frem

Et forbud mod køb af sex blev indført i Sve-rige i 1999 og siden vedtaget i også Norge og Island. I Danmark er det både lovligt at sælge og købe sex, men det er ulovligt at drive bordel eller være mellemmand. Regeringspartierne og støttepartiet Enhedslisten gik inden valget ind for en kriminalisering af sexkøb, men har nu besluttet at droppe et forbud.

Det er en pragmatisk og fornuftig beslutning. I Sverige og Norge har det i høj grad været en vigtig symbollovgivning at forbyde køb af sex. Et forbud, landene kan bryste sig af, men som i praksis ikke løser problemet.

Danmark bør alene indføre lovgivning, som det er realistisk at håndhæve, og derfor er et forbud mod sexkøb heller ikke vejen frem.

Det er også, hvad Straffelovrådet, der er et ekspertudvalg under Justitsministeriet, anbefalede i denne uge. Rådet offentliggjorde en rapport om seksuel kriminalitet, hvoraf det fremgår, at det ikke vil have nogen stor effekt at forbyde sexkøb i Danmark.

Både den og andre rapporter dokumenterer til fulde, at prostitution er et stort socialt problem. Forestillingen om den lykkelige luder er for længst blevet dementeret, og en undersøgelse viser, at mere end 9 ud af 10 prostituerede ønsker at stoppe.

Men et forbud mod sexkøb, altså en kriminalisering af kunden, som har været drøftet, virker ikke. Derimod risikerer et sådant forbud at skabe en lovløshed omkring prostitution, som først og fremmest vil skade de prostituerede.

Prostitution er et alvorligt socialt problem, der skal bekæmpes med sociale indsatser. Det lægger regeringen nu op til, og det er godt. Den satsning, som regeringen bebuder, fokuserer på at afhjælpe mange af de sammensatte problemer, som prostituerede kæmper med. Narkoafhængighed, psykiske problemer, gæld og store sundhedsproblemer kan fastholde kvinderne i prostitution. De skal tackles som et hele.

I 2010 viste en opgørelse, at der er cirka 3200 prostituerede i Danmark. Det er alt for mange. Tallet kan aldrig blive nul, men ideelt set bør ingen kvinde i Danmark føle sig tvunget til at sælge sin krop. Forhåbentlig vil den indsats, der nu lægges op til, kunne skabe reelle forbedringer for de kvinder, der vil ud af verdens ældste erhverv.