Prøv avisen
Leder

Provinsiel sprogkultur på DR

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

DR skaber sprognormer. Det stiller høje krav til organisationen

Der er næppe noget enkelt medie, der har så stor indflydelse på danskernes sprognormer som DR. Trods vigende markedsandele når medieorganisationen 94 procent af befolkningen hver uge. Det betyder, at man har et ansvar for, hvilket dansk der tales i landet.

En aktuel debat viser, at det ikke altid lykkes at løftet ansvaret. En vært hælder en spand møg ud over en kirkelig organisation, der har tilladt sig at klage over programmets sproglige niveau. KLF, Kirke og Medier er “kraftedeme til at lukke op og skide i”, lyder værtens svar til en civilsamfundsforening, der virker efter bedste demokratiske mønster.

DR giver en halvhjertet undskyldning: Værten gik for langt, men det var bare satire. Og når det gælder sprog helt principielt, erklærer DR, at ”fuck” og ”pis” er i orden i visse programtyper. For husets sproglige retningslinjer lægger vægt på, at virkeligheden skal afspejles i tv.

Den logik, at tv-sproget skal afspejle virkeligheden, kan føre mange steder hen. I Facebook-æraen har den folkelige offentlighed fået nogle former, man må kvie sig ved. Det kan ikke være DR’s alvor, at man reelt skal sprede sprogligt armod.

Hvilken virkelighed er det i det hele taget, man afspejler? Det er ikke hele landet og alle segmenter. En del danskere føler sig fremmedgjort af DR-journalister, der finder det karismatisk og grænseoverskridende at være vulgær på engelsk. Det kan være træls at høre på.

DR ønsker at være et spejl af virkeligheden, hedder det. Og i den virkelighed, DR på mystisk vis har indblik i, forventer danskerne ude i stuerne, at det offentlige rum befolkes af politikere og journalister, der taler ligesom nede på bodegaen. Men det forholder sig anderledes. Mange, der selv bander privat, forventer et andet stilleje i landets store samtale mellem mennesker, der ikke kender hinanden. Der er ikke nogen hurtig vej til fremmede lytteres fortrolighed gennem lokumssprog.

Der er noget provinsielt over DR’s sprogpolitik. Det er svært at forklare andre europæere, hvorfor det er autentisk og emanciperende, at børnefjernsyn skal lære de yngste den laveste del af det nationale ordforråd. Sprogforsker Marianne Rathje har påpeget, at børn i DR-serier bander mere end børn i virkeligheden. Det er en ejendommelig ting at gøre til nationalt særpræg.

Ser man på Europas mere sprogbevidste kulturer, er det sjældent, at offentlige tv-organisationer prøver at virke autentiske eller frisindede ved at snobbe nedad i programmer, der ledes af journalistiske studieværter. I Frankrig, Storbritannien og Tyskland er der en større bevidsthed om ansvaret for sprognormer hos modtagerne. Det burde DR tage ved lære af. I det hele taget burde medieorganisationen erkende sin magt som landets største sprogproducent og trække sit sproglige bundniveau op på europæisk plan.