De færreste raske vil bryde sig om at blive låst inde, bære et gps-armbånd eller få tænderne børstet med tvang. Men netop tvang kan i yderste konsekvens være livreddende for demente, som der i de kommende år bliver flere af.
Derfor er det godt, at vi sidste år fik loven om at kunne tvangsbehandle såkaldt varigt inhabile, der ud over demente også kan være yngre psykisk udviklingshæmmede. I år satte Folketingets partier undtagen Enhedslisten så yderligere trumf på ved at lave en bred aftale, der giver kommuner mulighed for at låse bosteder af for at sikre, at beboerne ikke forlader institutionen og eksempelvis begiver sig ud i trafikken. Og Folketinget besluttede også at give mulighed for flere såkaldte ”tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger” – i øjeblikket et andet ord for gps-sporing.
Men som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, risikerer de såkaldte behandlingstestamenter, der træder i kraft til nytår, at underminere de seneste tiltag. Raske mennesker får nu mulighed for at tilkendegive, at de ikke ønsker at blive behandlet med tvang i en fremtidig situation, hvor deres beslutningskraft er forsvundet.
Umiddelbart virker det tilforladeligt, at raske mennesker kan beslutte den slags i god tid, og mens de er ved deres fulde fem. Tvang skal man vare sig for, og den må altid kun bruges i nødstilfælde – og ikke eksempelvis være en nem løsning i tider med for lidt personale.
Men behandlingstestamenterne er et misfoster. De færreste raske har fantasi til at forestille sig, at det en dag er dem, der er demente, farer vild i en skov og risikerer at dø af kulde. Men det sker faktisk hvert år. Og det sker dagligt, at demente får dårlige tænder, forkert behandling og i øvrigt ikke den omsorg, de burde have. Det er netop det, de senere års lovændringer og mulighed for tvangsbehandling har forsøgt at gøre op med.
Det er uforståeligt, at Folketinget her er gået imod alle, der har viden på området. Lægeforeningen og Alzheimerforeningen har begge advaret mod behandlingstestamenternes mulighed for at frasige sig tvangsbehandling, og også Det Etiske Råd har påpeget, at loven vil have ”uønskede konsekvenser”.
Demente er nogle af vores allermest udsatte og sårbare borgere. De har krav på omsorg og bør beskyttes mod sig selv. Både mod den person, de er, når sygdom har fratage dem deres mentale evner, men også mod den person, de i sin tid var. Et rask menneske, der ikke anede, at han eller hun en dag ville blive ude af stand til at passe på sige selv.
Med behandlingstestamenterne lader politikerne ikke alene de mentalt syge i stikken. De tvinger også pårørende, læger og i sidste ende politiet til at vende det blinde øje til og se stort på loven for at varetage de dementes tarv. Og dermed har de for alvor skabt en gråzone.