Flere eksperter i menneskeret hævder i dagens avis, at FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder ikke ville kunne vedtages i dag.
Det kunne den heldigvis på mandag for 70 år siden, og dengang var det muligt, fordi Anden Verdenskrigs ufattelige barbari stod tindrende klart i erindringen hos regeringerne i 48 af FN’s 58 medlemslande, som stemte for erklæringen.
I dag er antallet af medlemslande i FN mere end tredoblet til 193, men det ville være synd at sige, at de flotte målsætninger dermed er blevet realiseret kloden rundt. Bestemt er der sket fremskridt på de 70 år. Mange lande er i hvert fald formelt blevet til demokratier. De basale frihedsrettigheder omfatter mange flere mennesker end dengang, og milliarder af mennesker er løftet ud af den dybeste fattigdom.
Det triste er, at det mange steder i verden i disse år går den forkerte vej. Diktaturer og autoritære regimer blæser på de rettigheder, de selv har forpligtet sig på, og de vestlige demokratier har rodet sig ud i spidsfindige diskussioner om rækkeviden af internationale konventioner. Det sidste skyldes til dels, at flygtninge- og migrantstrømme udfordrer de rige lande i Vesten på en helt anden måde end tidligere, dels at internationale domstole har fortolket menneskerettighederne ”dynamisk”, så de i dag omfatter meget mere, end de gjorde i 1948.
Dertil kan man lægge, at FN selv løbende har fået lagt flere og flere konventioner og erklæringer til den oprindelige erklæring. I alt findes der nu ni kernekonventioner i FN-regi. De handler blandt andet om forbud mod tortur, om børns rettigheder og om afskaffelse af race-, kvinde- og handicapdiskrimination.
Nogle vil så sige, at vi skal tilbage til udgangspunktet. At vi har brug for en eller anden form for menneskeretlig minimalisme for at sikre fortsat global opbakning til rettighederne.
Det er dog næppe nogen holdbar vej. Tværtimod risikerer man at underminere idéen om menneskerettigheder så fundamentalt, at man ender med slet ikke at have et internationalt system til forsvar for dem. Hvis først bolden ruller baglæns, kan den være svær at stoppe. At det ville være ulykkeligt, kan man forvisse sig om ved blot at læse de 30 artikler i teksten i den oprindelige erklæring.
De siger meget enkelt og klart, hvad det hele drejer sig om: at man ikke må forskelsbehandle mennesker på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Og de fastholder demokratiet og de borgerlige frihedsrettigheder, blandt andet tros-, ytrings- og forsamlingsfriheden.
Hvordan skulle man – også ud fra et kristent perspektiv – kunne være imod den slags mål? Det burde ikke være svært at få øje på linjen fra kristendommens fordring om næstekærlighed til de principper, der bærer menneskerettighedserklæringen. Målene om religions-, tanke-, forsamlings- og ytrings- frihed er i øvrigt væsentlige for den kristne kirkes og andre trossamfunds virke. Beskyttelse af mindretal er fundamentalt vigtigt i en verden, der stadig oftere synes at insistere på, at demokrati betyder flertallets ret til at tryne et mindretal. Op til 70-årsdagen er der al grund til at ønske, at der bliver pustet nyt liv i menneskerettighedserklæringen. Særligt at den demokratiske del af verden vil puste til.