Prøv avisen
Leder

Putins kolde krig mod Vesten

"Rusland er en gammel og enestående kulturnation, men også en opvågnende bjørn," skriver Erik Bjerager i dagens leder. Foto: Leif Tuxen

Putins Rusland skal mødes med fasthed, men vi skal også forstå

Historikere og forskere spekulerer fortsat over, hvordan den russiske revolution i 1917, hvor folkemasserne gjorde oprør mod zaren, kunne ende med, at ét enevælde blev afløst af et andet. Det kommunistiske diktatur varede frem til 1991, hvor befolkningens længsel efter glasnost - åbenhed - demokrati og velstand førte til Sovjetunionens kollaps. Men siden har en ny form for enevælde bemægtiget sig Rusland, og den vækker ikke mindre undren end sovjettidens kommunisme. Et moderne land med 142 millioner indbyggere er endt med et uforudsigeligt enmandsstyre.

Stalins diktatur varede i godt 25 år. Brezjnevs i omkring 20. Vladimir Putin, der har været ved magten i 15 år, kan formentlig sidde længere ved magten end begge sine forgængere.

For nylig optrådte den russiske leder i et tv-dokumentarprogram om ”Krims vej til moderlandet”, som programmet hed, hvor han fortalte, at han havde givet ordrer til russiske soldater om at rykke ind på Krim. Officielt havde han sagt, at soldaterne var lokale forsvarsenheder.

Det er ikke betryggende med en statsleder, der åbenlyst lyver, og det er slet ikke betryggende, når han også truer med at bringe atomvåben i spil. I samme tv-program sagde Putin, at han ville have truet USA og Europa med at sætte sine atomvåben i alarmberedskab, hvis Vesten havde grebet militært ind over for annekteringen af Krim-halvøen. Siden - for mindre end en uge siden - har Ruslands danske ambassadør fulgt op med samme usympatiske tone og truet Danmark med atomangreb, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar.

Putins Rusland fører en kold krig mod Vesten. Putin har sit eget land i sin hule hånd. Han kontrollerer medierne, der for størstepartens vedkommende går i takt med Kreml. En betydelig del af befolkningen opfatter ham som landets redning og bakker massivt op om hans politik, herunder annekteringen af Krim.Samtidig tøver han ikke med at sætte sin egen befolknings velstand over styr for at nå sine geopolitiske mål.

I Putins øjne er en god nabo en svag nabo. Derfor destabiliserer han Ukraine, og derfor er blandt andet de baltiske lande forståeligt bange. Putin ønsker i højere grad vasalstater end alliancer med andre lande.

Vesten og Nato må forholde sig til denne nye virkelighed med en statsleder, som man ikke kan stole på, og som ikke tøver med at vække frygten for atomkrig fra historiens glemsel. Det fattige Ukraine var - som det britiske magasin The Economist formulerede det for nylig - ikke Putins første offer og vil heller ikke blive det sidste. Derfor må Vesten være stålsat i sin vilje til at modstå den russiske aggression, som vi formentlig kommer til at opleve i årene fremover.

Situationen er forværret af de to vidt forskellige og forenklede virkelighedsopfattelser, der præger Rusland og Vesten. Russerne kan ikke forstå, at de ikke har lov til at forsvare deres nationale interesser helt tæt på egne grænser som i Ukraine, når USA kan gøre det over store dele af kloden. De anser - hjulpet af de statskontrollerede medier - oprøret i Ukraine for at være styret af USA og Vesten. De betragter Nato som en aggressiv alliance, der har til formål at knuse Rusland. Og de betragter Ruslands annektering af Krim med den russiske base for Sortehavsflåden som et svar på, hvad de anser for at være Natos ekspansionstrang. Putin og russerne ønsker ikke, at USA skal være eneste stormagt i verden.

Rusland er en gammel og enestående kulturnation, men også en opvågnende bjørn. Vesten skal være rede til at ville modstå den, men også gøre en indsats for at forstå mere af den russiske tankegang. bjer