TÆNK SIG, man kan gå hen og blive syg af at ryge. Det er nu kommet så meget bag på en række amerikanske - må man formode - eks-rygere, at de har lagt sag an mod tobaksindustrien. Og det kan man sådan set godt forstå, for i sidste uge blev de tilkendt en erstatning på 144,8 milliarder dollar - et beløb, der ikke behøver skamme sig i en sammenligning med det samlede danske bruttonationalprodukt. På disse kanter er tobaksrygning - både af den finkulturelle, håndrullede slags og af den mere joviale, maskinrullede slags - efterhånden en ting, der ses temmelig skævt til. Derfor er det altid lidt svært at diskutere, og derfor vil mange sikkert også mene, at de amerikanske tobaksgiganter bare har fået, hvad de fortjente. Men hvis man nu ser bort fra, at det handler om tobaksrygning og i stedet fokuserer på den mentalitet, der ligger bag de astronomiske erstatningskrav, er det måske en lidt anden sag. Nu er Danmark jo langtfra USA både på den ene og den anden måde, ynder vi at hævde. Men Norge, det er jo lidt tættere på, og der er de første sagsanlæg mod tobaksindustrien allerede på vej fra både privatpersoner og amter, der vil havde deres sygehusregninger betalt. Og det samme gør sig gældende i en hel række andre europæiske lande. Så selv om det danske retsvæsen - heldigvis - adskiller sig fra det amerikanske på en lang række punkter, så vi næppe kommer til at opleve lignende erstatningssummer, vil sagerne på et eller andet tidspunkt dukke op i et helt andet omfang, end vi er vant til og har tradition for. Og dermed ligger faren for, at der vil blive spekuleret i fænomenet, også ligefor. Derfor kan bilfabrikanter (de forurener den luft, vi andre indånder), chips- og chokolade-fabrikanter (deres produkter feder), for ikke at tale om bryggerier, rødvins- og fødevarefabrikanter lige så godt begynde at afsætte et beløb i budgettet til potentielle erstatninger og genopretning i form af terapi og resocialisering af de sagesløse ofre for deres produkter. For ud over sultne jurister og medier, der sætter en ære i at fodre frygten og offermentaliteten, står der en hær af forbrugere, der gradvist har mistet selvagtelsen og i stedet ser sig selv som viljeløse objekter for andres ønsker snarere end som handlende subjekter, som har ansvar for egne valg og handlinger. Intet er deres skyld, især da ikke deres behov og drifter, som de kun er viljeløse slaver af. Man er holdt op med at betragte sig selv som ansvarlig og er så at sige blevet offer for sig selv, og så er det jo meget rart at kunne pege på nogle andre, for eksempel en tobaksindustri, når ansvaret skal placeres.weis