Den store fare for racisme i det danske samfund udgår i denne tid mest fra venstrefløjen. Eller mere præcist fra de dele af venstrefløjen, hvor man har kastet marxismen over bord til fordel for en opsplittende og hadskabende identitetspolitik. Den ny-racisme, der fylder tomrummet ud, hvor der før fandtes en farveblind tænkning i økonomiske samfundsklasser, er den, der får Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, til i en debat at anvende det, at en person er hvid, som et selvstændigt argument for personens mindreværdighed i en given diskussion. Efterfølgende har prominente partifæller bakket op om partilederens bigotte udfald, der var rettet mod en erhvervsmand i en debat om vækst versus klimapolitik.
Der er tale om en bekymrende udvikling, der kommer fra kredse, der på papiret burde vide bedre. Pernille Skipper er et højtuddannet menneske fra privilegerede kår, og hendes racetænkning kan ikke undskyldes med en belastet personlig baggrund. Der er tale om ideologi. Den tendens, hun repræsenterer, sætter en mere overordnet debat om, hvor racistisk det danske samfund er, i relief.
For der findes racisme i Danmark. Også andre steder end i den netop beskrevne venstrefløjsvariant. Det er et problem, som der må gøres alt for at bekæmpe. Heldigvis er stort set alle kræfter i samfundet på tværs af politiske skel unisont enige om dét. Men Danmark er ikke et racistisk land, og der findes ikke påviseligt racisme i det danske samfund af den meget omtalte systemiske slags, hvor racismen er indlejret dybt i strukturer og myndigheders handlemønstre.
Hvis politiet stopper en bil, alene fordi der sidder unge mænd med mellemøstligt udseende i den, er det uberettiget og forkert. Der kan endda være tale om et udslag af racisme.
Hvis bilen stoppes, fordi den har kørt uansvarligt, eller der er mistanke om, at personer i bilen har været involveret i noget kriminelt, er det derimod en fuldkommen legitim politiforretning, og at indskrive den type episoder i en fortælling om en særlig profiling rettet mod personer med brunlig hud er afsporende for samfundsdebatten og en devaluering af de personers oplevelser, der faktisk har været udsat for racistiske overgreb.
Man kan indvende, at spørgsmålet, om der findes systemisk racisme herhjemme, bør besvares af de samfundsborgere, der mener, at de er ofre for den. Deres udsagn er i sagens natur uundværlige, når emnet skal undersøges. Men at begrænse udtaleretten om emnet til folk, der i kraft af deres hudfarve kunne være ofre for racisme i et flertals-hvidt samfund, ville være et knæfald for netop den betændte identitetspolitik, der insisterer på at relatere alt til racetilhørsforhold. Hvor individet ikke findes, og hvor personlig viden, erfaring og dømmekraft ikke tæller, hvis man ikke har den rette identitet. Hvor mennesket kort sagt er forduftet til fordel for et abstrakt, men altdefinerende gruppetilhørsforhold: dit køn, din seksualitet, din religion. Eller din race.
Naturligvis kan andre end personer med handicap have en kvalificeret holdning til, om der sker systemisk diskrimination af personer med handicap i det danske samfund. På nøjagtig samme måde har såvel Pia Kjærsgaards (DF) som Pernille Skippers vurderinger af, hvor udbredt racisme er herhjemme, relevans. Uafhængigt af at de begge har nordeuropæisk pigmentering.
At ingen af de to så har ret i netop denne diskussion, er en anden sag. For jo, der findes racister i Danmark. Af alle hudfarver i øvrigt. Et af racismeproblemerne hedder antisemitisme.
Men nej, racismen herhjemme er ikke systemisk.