Kristeligt Dagblad mener: Racismedebat gør os alle dummere

Folketingsstrid om racisme varsler ilde før valgkamp

Beskyldninger om racisme er ikke noget nyt fænomen i samfundsdebatten. Men den debat, som har udspillet sig de seneste dage mellem Enhedslistens Pelle Dragsted, Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth og sidstnævntes partifælle og Folketingets formand Pia Kjærsgaard, er et forvarsel om en valgkamp, hvor den moralsk opgejlede, men intellektuelt ofte meget lidt tilfredsstillende racismedebat kan få ualmindeligt gode kår.

Når racismedebatten dukker op med stadigt jævnere mellemrum hænger det sammen med, at den er velegnet til at mobilisere egne vælgere både på højre- og venstrefløjen. Ordet fyger i forvejen omkring i en digitaliseret debattid, og det er fristende for politikere at tappe på den moralske indignation. Når Dragsted eller andre spiller racismekortet, er der således tusindvis af vælgere i Enhedslisten og omegn, som klapper i hænderne. Lige så livgivende er det for Kristensen Berth at kunne spille offerkortet over for sine vælgere: Se, de kalder mig racist, og jeg siger bare sandheden.

Pia Kjærsgaard føjede et ekstra niveau til denne runde ved som Folketingets formand at irettesætte Pelle Dragsted for hans udtalelser, hvilket blot har betydet, at de ovennævnte faktorer er blevet forstærket betydeligt. Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten kan således profitere af den ophedede debat, mens sagligheden og den demokratiske debat taber.

Lad os alligevel for en god ordens skyld opsummere de faktuelle forhold i sagen, for de stadigt færre, som endnu er optaget af noget så gammeldags som oplysning, og for de politikere, som burde være mere opmærksomme på, hvad der er på spil.

Kristensen Berth udtalte følgende: ”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre?”. Det er naturligvis et udsagn, som kan diskuteres. Der er gode grunde til at erkende de vanskeligheder, som knytter sig til integrationsopgaven, ligesom der er god grund til at overveje, hvordan vi så løfter den opgave trods vanskelighederne, fordi der bor hundredtusindvis af muslimske borgere i landet med lovligt og blivende ophold. Hvoraf mange faktisk er godt integreret. Men den debat blev der ikke noget af, for Pelle Dragsted mente, at Berths udtalelser var ”racistiske”.

Hvis vi ser på den juridiske bestemmelse, som findes i den såkaldte racismeparagraf 266b, er der intet i Berths udsagn, der tyder på, at han vil kunne dømmes for racisme. Hvis ikke Dragsted allerede ved det, burde han vide det.

At Pia Kjærsgaard som Folketingets formand vælger at gribe ind med en irettesættelse af Dragsted er også problematisk. Naturligvis kan hun henstille til, at folketingsdebatter foregår i en god og ordentlig tone, men hun skal være mere end påpasselig med at foretage vurderinger af indholdet. Med sit indgreb bidrog hun udelukkende til en yderligere eskalering af debatten. Det bør hun tænke grundigt over i sin fortsatte varetagelse af embedet.

I mellemtiden kan Kristensen Berth, som har så travlt med at spille offerkortet, passende reflektere over, hvordan han i sin iver efter at påpege alt det ved integration, som ikke kan lade sig gøre, som folkevalgt politiker kunne bidrage til faktisk at få integrationen til at fungere. Det er en fælles opgave. Men formentlig vil intet af det ske. I stedet vil Dragsted, Berth og co. finde nye måder at udkæmpe fladpandede fløjkrige på. Hvor moralismen hersker, og de faktiske opgaver fortoner sig.

Det er et ilde varsel. For valgkampen. Og for det danske demokrati.