Racisme findes. Det er hævet over enhver tvivl. Mange af anden etnisk herkomst end dansk kan berette om racismens konkrete ytringer, som de møder til daglig, på gaden og på jobbet. Og man skal bevæge sig i helt særlige bobler, hvis man ikke også selv fra tid til anden støder på bemærkninger, som kun kan kaldes racistiske.
Men legitim og berettiget kritik af indvandring, af parallelsamfund, af burkaer, af forskellige former for social kontrol og måder at leve på, som er uforenelige med vores måde at leve på i Danmark, findes også.
Desværre er vi ofte vidne til, at anklager om racisme eller islamofobi bruges til at kortslutte debatter, som langt hen ad vejen er båret af legitime argumenter, der skal være plads til.
Vi så det i sommerens MeTwo-kampagne, som skal sætte fokus på hverdagsracisme, og som i en tysk sammenhæng fik afsporet en berettiget kritik af den tyske fodboldspiller Mesut Özils problematiske støtte til Tyrkiets præsident Erdogan. Vi har for nylig set det i Storbritannien, hvor tidligere udenrigsminister Boris Johnsons beskrivelse af burkaklædte kvinder som nogen, der ligner ”bankrøvere” og ”postkasser”, fik racismebeskyldninger til at rejse sig i britisk presse. Og herhjemme har den seneste tids kritik af burkaforbud og ghettoplan også fremkaldt kritik af statssanktioneret racisme og diskrimination mod et muslimsk mindretal, ligesom den radikale partileder Morten Østergaard tidligere på året fik kaldt tilnærmelsen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for det rødbrune flertal.
Igen: Racisme findes, og når højreekstreme til demonstrationer og på nettet bruger åbenlyst racistisk sprogbrug, skal det imødegås i debatten og straffes, hvis domstolene finder grundlag for det. Men de mange løse racismeanklager mod islamkritiske holdninger eller problematisering af indvandring er et intellektuelt forarmet forsøg på at kortslutte en vigtig og nødvendig debat. Det er med til at sløre forståelsen af den faktiske racisme, ligesom den moralske delegitimering af et befolkningsflertals politiske argumenter i vidt omfang er med til at radikalisere debatkulturen.
Lad os bare tage burkaforbuddet for dem, der endnu ikke har forstået det. Det er lovindgreb, som i forskellige varianter er gennemført i flere europæiske lande, og som har fundet støtte i to domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er ikke racisme. Det er et legitimt forsøg på at sætte nogle rammer for det fælles, offentlige liv.
De fleste er enige om, at vi i det danske samfund ikke vil have tildækkede personer i skoler, i retssale og i myndighedsfunktioner. Burkaforbuddet handler om at udvide det rum, hvor tildækning er forbudt, fordi kampen mod islamisme og radikalisering i alle afskygninger må intensiveres i disse år og også må finde sted i det rum. Netop for at det kan forblive fælles, åbent og offentligt.