I de seneste år har verden været vidne til en skræmmende vækst i radikal islam. Islamisk Stat i Syrien og Irak skærer hovedet af gidsler i Allahs navn. Boko Haram i Nigeria kidnapper skolepiger i Allahs navn. Al-Shabab i Somalia og Kenya angriber et butikscenter og efterlader sig et stort antal døde i Allahs navn.
I USA forårsagede selvmordsterrorister 11. september 2001 massedød og efterlod sig lovprisninger af Allah. Terrorister spredte død i spanske tog og Londons undergrund med henvisning til deres tro. Fra Bali til Mali har radikale muslimer slået ihjel under lovprisning af deres egen tro. Og i denne uge myrdede terrorister i Frankrig det meste af en magasinredaktion og råbte derefter ”Allah er stor”.
Muslimske debattører og imamer giver vedholdende udtryk for, at de radikale muslimer, terroristerne, jihadisterne, al-Qaeda, Islamisk Stat og hvad de mange radikaliserede grupper nu ellers hedder, slet ikke har noget med den sande islam at gøre. De er ikke muslimer.
Men det er misvisende og forkert. Den uhyggelige radikalisering af islam har selvsagt noget at gøre med islam, og hvis den vold, der stammer derfra, skal bekæmpes, må der tales åbent om dens rødder i de muslimske tekster.
Lige så åbent skal det siges, at al-Qaeda og Islamisk Stat eller terrorister, der dræber satiretegnere i Paris under påberåbelse af Allahs navn, ikke tegner det sande og fulde billede af islam. Islam er ikke problemet, men islam har et problem.
Islamismen, der er islam som ideologi, er, som den iranskfødte professor Mehdi Mozaffari har skrevet, en ny slags totalitarisme på linje med nazismen, fascismen og kommunismen. Den rummer en totalitær og intolerant tankegang. Den spredes af mange forskellige og komplekse grunde. Blandt andet med støtte fra en række muslimske lande. For at bekæmpe den bliver vi i Vesten nødt til at kende mere til den og forstå den. Det har terrorhandlingerne i Frankrig understreget til fulde.
De radikale islamister er ikke bare opstået som en frugt af dårlige sociale forhold eller manglende integration. De henter næring i deres ideologi med henvisning til de muslimske tekster om blandt andet jihad, hellig krig. Den saudiske wahabisme og egyptiske salafisme har leveret tankegods til mange radikaliserede muslimer.
Det er vigtigt, at de moderate muslimer - også herhjemme - styrkes så meget som muligt. De er ikke mindst i Mellemøsten klemt af den voksende radikalisering. Deres tro må ikke fordømmes. Men det er nu på tide, at alle moderate og muslimske lærde for alvor tager livtag med den teologi, der legitimerer brugen af vold og radikaliseringen af islam. bjer