Formuleringerne var noget uldne i kanten, men budskabet var sådan set klart nok. Antallet af flygtninge betyder ”selvfølgelig rigtig meget”, lød det i sidste uge fra De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen. Isoleret set ikke en kontroversiel udtalelse i den danske flygtninge- og indvandrerdebat, men når den kommer fra et medlem af det parti, som i årtier har profileret sig som det åbne, tolerante og flygtningevenlige parti par excellence, er det værd at bemærke.
Det er nærliggende at forstå de radikale udmeldinger som en taktisk manøvre, der skal fortælle vælgerne, at en eventuel kommende SR-regering vil være i stand til at lægge en fælles udlændingepolitisk linje – baseret på den relativt stramme kurs, der er bred opbakning til i befolkningen. Og selvom De Radikale givetvis fortsat vil betragte sig selv som humanismens og menneskerettens bannerførere, gør den nye kurs det sandsynligt, at de i det store og hele vil acceptere den socialdemokratiske udlændingepolitik mod enkelte signalpolitiske indrømmelser.
Hvis oppositionen med S-formand Mette Frederiksen i spidsen skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om et regeringsskifte ved det kommende folketingsvalg, vil en radikal-socialdemokratisk samling da også være helt uomgængelig. Hvis de i stedet bruger tiden på at skændes internt om det mest afgørende politiske emne, gør de det nemt for en Løkke-regering med opadgående formkurve at fastholde magten.
Meningsmålinger har på det seneste indikeret, at socialdemokraternes lurepasser-strategi har virket modsat hensigten og lagt både vælgerflertallet og det politiske initiativ i hænderne på regeringen. Skal oppositionen generobre initiativet kræver det mere end en fagbevægelsesstøttet kampagne mod lamborghini-reformen. Det kræver et troværdigt, gennemtænkt og seriøst politisk alternativ. De små radikale dansetrin i retning af den gamle regeringspartner er de første spæde tegn på, at det rent faktisk er muligt.
Uanset om oppositionens interne kurtiseren lykkes eller ej, er der grund til at glæde sig over, at den nyudtalte radikale erkendelse efterlader Alternativet og Enhedslisten som de eneste partier i dansk politik, der ikke har som udgangspunkt for deres udlændingepolitik, at antallet af flygtninge og indvandrere i videst muligt omfang skal begrænses.
Og selvom de to partier nok kan mønstre en del vælgere i større byer som København og Aarhus og i medierne har trofaste talerør i David Trads og Carsten Jensen, så står det nu endnu tydeligere, at de ikke udgør en politisk faktor af nogen som helst betydning i et land, som nøgternt og redeligt har forstået, at nok kan vi med vores velstand og velfungerende samfund hjælpe nogle flygtninge, en del faktisk, men at der også er en grænse, hvis vi ønsker at vores samfund fortsat skal være netop det.