Socialdemokratiets radikale farvel

S-udmelding indvarsler nye tider i dansk politik

Socialdemokratiets radikale farvel

Vi ved ikke, hvornår valget kommer, men vi ved, at det bliver en lang valgkamp. Den er nemlig allerede i gang. Og meget tyder på, at bogstavlegene og de mulige regeringskonstellationer kan blive mere kreative end længe.

Seneste eksempel på det kom, da Socialdemokratiet benyttede grundlovsdag til et opsigtsvækkende brud med 25 års tæt parløb med De Radikale, som i den periode har indgået i flere S-ledede regeringer. Det skal nu være slut, mener Socialdemokratiets partiformand, Mette Frederiksen, som efter næste valg, der skal finde sted senest i juni 2019, lægger op til en ren S-regering med eller uden De Radikale som parlamentarisk grundlag.

Det er højt spil, fordi det umiddelbart formindsker antallet af sandsynlige kombinationer, som kan skabe et flertal om Mette Frederiksen som landets næste statsminister, men det er også politisk logisk. Socialdemokratiet har således brugt mange kræfter på at overbevise vælgerne om, at partiet er garant for en stram udlændingepolitik. Vurderingen fra S-ledelsens side har tydeligvis været, at den bestræbelse kun kan gøres troværdigt uden De Radikale til at så tvivl blandt vælgerne om linjen under en S-ledet regering. Det vil simpelthen være for nemt for Løkke, Thulesen Dahl og co. at trække udtalelser fra partileder Morten Østergaard (R) og Zenia Stampe (R) op af hatten, hver gang Mette Frederiksen forsikrer om, at hun skam har styr på De Radikale.

Når De Radikale aktuelt har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, hænger det sammen med, at placeringen som magtafgørende midterparti er på spil. Jens Otto Krags ord – det er svært at regere med, men umuligt uden De Radikale – som gjaldt i store dele af det 20. århundrede, kan være fortid, hvis De Radikale holdningsmæssigt placerer sig uden for den udlændingepolitiske konsensus, som et markant flertal på Christiansborg og i vælgerbefolkningen støtter.

Det ved De Radikale godt, og derfor har de også med Morten Østergaards ghettobesøg, Ida Aukens ”Dansk”-bog og Sofie Carsten Nielsens ord om, at antallet skam betyder noget, forsøgt at krabbe sig baglæns ind som regeringsdueligt parti. Men det er for sent, for lidt og frem for alt for utroværdigt.

Nu har de så en valgkamp til at tænke sig om. Der vil være hurtige og lette stemmer at hente ved at give den fuld gas med retorikken om det fremmedfjendske, moralsk forarmede Danmark. Men den politiske indflydelse vil ligge et sted, som er tættere på den udlændingepolitiske konsensus. Det er De Radikales valg. Socialdemokratiet gør klogt i at løsne forbindelsen, mens Morten Østergaard og partifæller tænker videre.

At der er gang i stolelegen i dansk politik, er ikke i sig selv et krisetegn. Men det afspejler en politisk opbrudstilstand, som både er blevet ny normal i hele den vestlige verden, og som gør det vanskeligt at regere langsigtet og driftsikkert. Det politiske klima er styret af lappeløsninger og kampagnestyrede dagsordener, mens behovet for modige reformer og politisk helhedstænkning vokser.

I Danmark kunne den opgave løftes af et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, hvor partiet med flest stemmer leverer statsministeren. Men midt i stolelegen lurer blokpolitikkens fastlåste taktiske tænkning. Den kommende valgkamp vil igen tegne fronterne op mellem de blå og de røde, mellem Løkke og Frederiksen.

Så en dansk udgave af den store koalition kommer næppe til at ske. Men det vil være det bedste for Danmark.