Siden 1894 har de danske folkehøjskoler udgivet den sangbog, der mere end noget andet har været med til at forme dansk kultur, ånd og selvforståelse. Højskolesangbogen har fremmet og understøttet fællessangen.
Der synges i folkeskoler, på gymnasier, på højskoler, i sognegårde, i de danske familier og ved selskabelige sammenkomster. I disse år synges der i stigende grad på arbejdspladser og på biblioteker. For eksempel samles op mod et par hundrede mennesker hver onsdag morgen på hovedbiblioteket i København for at synge sammen, inden arbejdsdagen begynder. I onsdags stod sangmenuen på fem sange af Jeppe Aakjær. Det er en forsamling af glade og oplivede mennesker, der efter fællessangen går hver til sit. Sang er hjertets sprog, som det hedder, og fællessang er med til at skabe fællesskab. Højskolesangbogen både afspejler og former den danske identitet.
Derfor er der stærke følelser knyttet til den sangbog, der sammen med salmebogen og Bibelen må være landets bedst sælgende udgivelse. Folkehøjskolernes Forening, der står bag sangbogen, anslår, at der er solgt 2,8 millioner eksemplarer, siden førsteudgaven udkom for snart 125 år siden.
Nu er 19. udgave af Højskolesangbogen i støbeskeen, og det har vakt stærk debat, at udvalget, som bestemmer sammensætningen af salmer og sange, overvejer at inkludere sangen ”Ramadan i København”.
Debatten er endnu et eksempel på, hvordan den store principielle sag belyses i den lille konkrete. En enkelt sang med reference til muslimsk livsforståelse bliver til en debat om islams rolle og indflydelse i Danmark. Men her er proportionerne blevet forvrænget.
Modstanderne argumenterer for, at dansk folkelighed først og fremmest bygger på kristendom. At Højskolesangbogen står for alt det, som islam ikke står for: Frisind, folkestyre og fædrelandskærlighed; og at sangbogen afspejler dansk kultur- og mentalitetshistorie, hvor islam ikke hører til.
Men lige siden sin første udgave har Højskolesangbogen været under revision og redigering. Ud af knap 600 salmer og sange går kun godt 100 igen fra førsteudgaven. Sangbogen har formået at fastholde sin position, fordi dens indhold løbende er blevet ændret, i takt med at samfundet har udviklet sig. Hvis for eksempel kun Jeppe Aakjærs bondesamfund var afspejlet i sangbogen, og ikke industrisamfundet eller nutidens moderne og komplekse samfund, ville den have mistet sin betydning.
Sangen ”Ramadan i København” er en poetisk sang om storbyen. Det er svært at opfatte den som missionerende, og det er næsten kun omkvædet med ordene om den muslimske fastemåned, der henviser til islam. Den kendte muslimske musiker Isam B synger den, men har skrevet sangen sammen med tre andre, heraf to ikke-muslimer.
Selvfølgelig bør Højskolesangbogen kunne rumme en sådan sang. Den afspejler, at en del af den danske befolkning i dag er muslimer, og den åbner for en indsigt i den livsforståelse. Først og fremmest må kravet dog være, at den er sangbar og har kvaliteten til at komme med. Det afgør udvalget. Bliver den efterfølgende ikke sunget, ryger den ud ved næste revision.
Højskolesangbogen er ikke en salmebog, men en folkelig sangbog. Den er heller ingen kanon over de sange, som danskerne synger mest. Mange sange har ikke kvalitet til at indgå i den, og den rummer sange og livssyn, som langtfra alle kan være enige i.
Ligesom højskolebevægelsen bygger på åndsfrihed, gør også dens sangbog. Danmark er et kristent land, men der skal herske åndsfrihed, så også andre kan føle sig hjemme.