Kulturministeren er som bekendt også minister for sporten, og en reform af museumsloven ligger faktisk lige til højrebenet for Joy Mogensen (S). Fair play er der ihvertfald intet af i den nuværende lov, hvor støtten blandt andet fordeles efter, hvilke museumsledere der har kendt de vigtige politikere på det rigtige tidspunkt.
Som beskrevet i dagens avis med den nye artikelserie ”Museerne og guldet” har skiftende ministre forsøgt at reformere loven og skabe et mere gennemsigtigt system, men alle har kastet håndklædet i ringen. Der venter derfor ikke ligefrem Mogensen en nem opgave, men det er nu, der er fornuftig politisk vilje på tværs af det politiske spektrum, så hun bør slå til.
Desuden er museerne blevet et folkeligt kernepunkt med deres massive publikumssucceser, konstante udvidelser og tilstedeværelse over hele landet. Se bare til Vestkysten, hvor det ene kvalitetsmuseum efter det andet er enten skudt op eller blevet voldsomt forbedret med renoveringer og udvidelser. En reform af museumsloven burde være en vindersag for en socialdemokratisk minister. Alle på området efterspørger det. Alle museumsgæster vil blive glade.
Lige nu er ingen glade. Som tidligere kulturminster Bertel Haarder (V) siger i dagens avis: ”Når man flytter rundt på pengene, så hører man kun utak. De, der får mere, de takker ikke, de vil gerne have endnu mere. Og de, der får mindre, de raser.”
Et af de store problemer med den nuværende lov er, at man aldrig har taget fat om nældens rod. Den har forbindelse til den tid, da vi stadig havde amterne. Et museum, der blev oprettet af et amt, fik med strukturreformen i 2007 konverteret amtsmidlerne, der typisk var meget store, til statstilskud. Pengene er derfor fortsat mere eller mindre fosset ind på visse museer, mens andre museer, der er blevet til under andre historiske betingelser, føler sig forbigået. Sideløbende med konsekvenserne af strukturreformen er kravene til museerne, ikke mindst fra publikums side, vokset betrageligt, så et museum i dag forventes at have en bred vifte af aktiviteter.
Spørgsmålet er, om man har spændt buen for stramt. Hvad vil der mon ske, hvis museerne turde være museer og ikke kulturhuse? Sikkert er det ihvertfald, at alle museer ikke skal gøre det samme. I dag skal alle for at opnå tilskud opfylde en række ensartede krav.
Men museerne er jo vidt forskellige. Nogle har ingen samling, men tiltrækker turister på grund af virtuelle udstillinger. Andre har vidunderlige samlinger, der kalder på kontinuerlig forskning. En reform bør komme snart, og den bør stille præcise kriterier op, der tager de enkelte museeers profiler alvorligt. Ellers fortsætter det nuværende uværdige miskmask af tilfældige pengetilførsler, og det er ingen tjent med.
Der har været for megen snak for længe. Nu bør der handling til. Ikke noget med at sende bolden til hjørne igen.