69 gange indledes en sætning med ordene ”regeringen vil...” i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for de næste to år, som regeringen har fremlagt. En strategi, som glimrende illustrerer, hvor vanskeligt en lille nation som Danmark har det, når de tektoniske plader er i bevægelse i international politik som i disse år.
I indledningen til strategien opremses alle de gode, men også banale intentioner, som ingen her i landet ved deres fulde fem vil afvise. Danmark skal have ”et stærkt internationalt engagement” og ”præge det internationale samarbejde for en sikker, fredelig og velstående verden”. For ikke at glemme, at vi ”skal insistere på, at det internationale samarbejde er baseret på regler og normer, der gælder for alle lande”. Og det fortsætter med plusord som frihedsrettigheder, demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed og så videre.
Når det kommer til det konkrete, har regeringen dog også forslag på de fem områder, den har udnævnt som de mest presserende: migration og terrorisme, sikkerhed i flygtninge og migranters nærområder, Brexit, globalisering og Arktis.
Der skal oprettes en udsendelsespulje på 75 millioner kroner for at få flere primært afrikanske og mellemøstlige lande til at tage flere afviste asylansøgere tilbage, og der skal ansættes en såkaldt udsendelsesambassadør til at sætte skub i den proces. Regeringen vil oprette en ny ambassade i Algier, to konsulater i USA og ansætte flere medarbejdere i EU for at løse nogle af de mange udfordringer, Danmark står med. Der skal desuden bruges flere penge på forsvaret, selvom der ikke i oplægget sættes tal på.
Alt sammen udmærkede initiativer, som imidlertid også sætter en tyk streg under, at der i den grad er brug for internationale løsninger.
Tag migrantkrisen. Det er rigtigt, at der er brug for mere hjælp til nærområder, men det er jo paradoksalt, at regeringen har skåret ned på den samlede bistandshjælp, hvorfra væsentlig mere støtte kunne være givet. Dernæst er udfordringen, som regeringen opridser, at Afrikas befolkning ventes at blive mere end fordoblet til 2,5 milliarder mennesker inden 2050. Hvis det skal gå godt, er der brug for økonomisk fremgang og stabilitet, men det kan Danmark ikke skabe, og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner forslår heller ikke meget i det hav. Skal der dæmmes op for migrationsstrømmene over Middelhavet, kræver det en EU-løsning, ligesom målet om økonomisk vækst og stabilitet i Afrika er en opgave for verdenssamfundet.
Tilsvarende er det glimrende, at regeringen vil øge forsvarsbudgettet, men Danmarks sikkerhed vil fortsat være fuldstændig afhængig af et velfungerende vestligt forsvarssamarbejde, hvori USA deltager. Bundlinjen er, at langt de fleste af de problemer, Danmark står over for, kun kan løses internationalt, og den danske regering bør derfor først og fremmest vie sine kræfter til, at det sker.