Landets fem regioner er i både overført og bogstavelig forstand en mærkelig størrelse. Et administrativt mellemlag, klemt inde mellem kommuner og stat, med ansvar for den dyreste post på velfærdssamfundets budget, sundhedsvæsenet, men uden ret til selv at opkræve og dermed stå direkte til ansvar for den skat, der finansierer selvsamme. De er demokratisk forankrede gennem folkevalgte regionsråd, men samtidig så store, at de færreste nok føler sig specielt tætte på deres regionspolitikere.
I det lys er det ikke underligt, at regionerne siden oprettelsen ved strukturreformen i 2007 har levet en usikker tilværelse, hvor forskel-lige Christiansborg-politikere med jævne mellemrum lufter tanken om at nedlægge dem. Og nu, hvor regeringen hævder at være på vej med ”den største sundhedsreform i 10 år”, er debatten aktuel igen, blandt andet med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservatives ønske om en nedlæggelse. Oppositionen er mere forbeholden, og det samme er Venstre, måske af hensyn til par-tiets bagland, som det blev beskrevet i en analyse i gårsdagens Kristeligt Dagblad.
Ser man bort fra alle de Christiansborg-politiske spilfægterier, bør et centralt spørgsmål dog besvares, før man nedlægger regionerne: Fungerer systemet?
Her er svaret faktisk, at regionerne med enkelte undtagelser opfylder alle de krav, der stilles. Eksempelvis kunne Kristeligt Dagblad tidligere på året beskrive, hvordan Sundheds-ministeriet – med opbakning fra flere eksperter og sundhedsøkonomer – i 2017 i en redegørelse konkluderede, at regionerne kunne dokumentere fremgang på to tredjedele af de nationale mål, regeringen har formuleret. Der er bestemt stadig mulighed for forbedringer i sundhedsvæsenet, men med skærpede politiske krav, implementeringen af flere kræftpakker og nedbragte ventelister oplever de fleste patienter et mere effektivt og hurtigere sundhedsvæsen end for for eksempelvis 10 år siden.
Samtidig skylder de regionskritiske politikere at sige, hvad der skal erstatte regionerne. At lægge sygehuse og læger direkte ind under staten vil der næppe være flertal for, da det dels vil skabe endnu større afstand mellem patient og politiker, dels stille regering og minister direkte i skudlinjen, når medierne kan berette om behandlingsfejl, fejlslagne it-projekter som Sundhedsplatformen og dårlig behandling. I det lys er det bekvemt at have regionerne som syndebuk, når sundhedsvæsenet fejler.
Desuden er der ikke meget, der tyder på, at staten i sig selv er en bedre, mere omkostningsbevidst og mere effektiv driftsherre end regionerne. Her kan bare nævnes Postnord, DSB og Skat, der hver især har kostet staten og skatteborgerne milliarder af kroner.
At forsøge sig med professionelle bestyrelser er næppe nogen løsning heller. Dette forsøgte man sig med i Norge i 2002, men uden held. Erhvervslivets spidser havde ingen interesse i at deltage, og da en offentlig sundhedssektor netop er afgrænset af en politisk vedtaget økonomisk ramme, gik nordmændene i 2006 tilbage til politisk valgte ledelser.
Regionerne er ikke perfekte og skal til stadighed søges forbedret, blandt andet i forhold til at hjælpe de mange, der på landet, men i stigende grad også i flere byer, oplever en voksende lægemangel. Men så længe landspolitikerne ikke har et konkret bud på en bedre model, bør de politiske kræfter og de økonomiske ressourcer bruges på at have patienten i fokus frem for konstant at skabe tvivl om frem-tidens sundhedsvæsen.