Regler kan ikke regulere moral

Et moralkodeks er ikke svaret på embedsfolk, der lyver

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad
Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Det er en falliterklæring, at man i Danmark er kommet dertil, hvor et kodeks på 34 sider fortæller embedsmænd i centraladministrationen, at de skal overholde loven, tale sandt og være partipolitisk neutrale.

Det er indlysende banaliteter, der nu er distribueret ud i 10.000 eksemplarer til embedsmænd i ministerier og styrelser.

Der har ganske vist været flere eksempler i de senere år på centrale medarbejdere, der har strakt sig for langt for at hjælpe deres minister og dermed både har omgået sandhed og lovgivning lemfældigt. I statsløsesagen og Christiania-sagen har embedsmænd handlet i strid med regler og er efterfølgende blevet forflyttet.

Det er selvsagt ikke godt for tilliden, når embedsfolk i toppen af samfundspyramiden bøjer reglerne, men spørgsmålet er, om det bliver bedre med et kodeks, hvor det skæres ud i pap, hvad de fleste godt ved: at man skal opføre sig ordentligt og naturligvis varetage sit hverv uden eksempelvis at lyve.

Når det er kommet så vidt, er en af forklaringerne sandsynligvis, at der har bredt sig en moralrelativisme, hvor hver især bøjer reglerne, så de passer den enkelte. Det gælder privat, men også på arbejdspladserne, og det løser et nyt kodeks næppe. Det, der er brug for, er uangribelige embedsmænd med høj integritet, der tør tage et personligt ansvar og sige fra over for en minister, der er ved at gå for langt.

Også selvom man ved, det ikke passer ind i den siddende regerings politik. Uangribelige embedsfolk er gode for tilliden, men faktisk også en beskyttelse af demokratiet og den enkelte minister, der er helt afhængig af at få korrekte informationer, som man derefter kan træffe sine beslutninger udfra.

Det er et sygdomstegn, at alt i den offentlige sektor skal formuleres på skrift i regelsæt, før det gælder og tæller. Derved fratager man den enkelte hans eller hendes ansvar og signalerer, at man kan regelgive sig ud af problemerne. Det kan man ikke.

Kodekset er i bedste fald udtryk for en ny regering, der ønsker at vise handlekraft med et skrift, der adresserer de senere års uheldige sager, hvor embedsmænd er gået for vidt. I værste fald udtryk for nogle politikere, som selv ønsker at have ryggen fri.

Som samfund må man forvente, at embedsmænd overholder gældende lovgivning, og gør de ikke det, bør det have konsekvenser, der kan mærkes. Det er ikke nok, som det er sket flere gange, at fratage embedsmanden nogle stjerner og flytte ham eller hende lidt ned i hierarkiet. Taler man usandt eller bryder loven, skal der være sanktioner, der kan mærkes.

Det kan i sidste ende også have en større præventiv effekt end et kodeks på 34 sider.