Trods klichéen om, at Danmark er lukket ned, arbejder tusindvis af mennesker i disse dage ganske hårdt. Det gælder både privat og offentligt ansatte, der er i fuld sving bare på en anden og for manges vedkommende mere vanskelig måde, end de plejer. Det gælder de mange medarbejdere i sundhedssektoren, på plejehjem, og også politi og beredskab yder en stor indsats. Det samme gør mange lærere, der fra 0. klasse til 3. g kæmper for at få fjernundervisning op at stå. Tak til alle dem. Også tak til de mange privatansatte, der passer supermarkeder, kører gods ud og i små, mellemstore og store virksomheder forsøger at holde hjulene i gang og produktionen oppe under svære forhold for at sikre forsyninger og holde eksporten oppe. Det er de penge, disse mennesker tjener ind til samfundet, der er med til at sikre den velfærdsstat, vi netop nu ser stå sin prøve og indtil videre i flot stil.
Trods de historisk store hjælpepakker går mange lønmodtagere og virksomheder imidlertid en usikker fremtid i møde. Mange små erhvervsdrivende og enkeltmandsvirksomheder kommer til at gå konkurs, og mange ansatte i hotel- og turistbranchen har allerede modtaget en fyreseddel. Andre steder har medarbejderne indvilliget i at gå ned i løn, i håb om at deres arbejdsplads vil overleve, og nogle er sendt hjem med en statslig lønkompensation, der har et øvre loft, og hvor de skal afvikle ferie først. På Christiansborg forhandles der om yderligere initiativer, der skal hjælpe ikke mindst de mindre virksomheder, og som man har lært den seneste tid, kan tingene gå endog meget hurtigt.
Ingen kan vide sig sikker, og utrygheden er naturligvis stor. Én gruppe lønmodtagere ser dog ud til at være fredet. De offentligt ansatte. Allerede på sit første pressemøde under coronakrisen for godt en uge siden skelnede statsminister Mette Frederiksen (S) mellem offentligt og privat ansatte. Førstnævnte blev sendt hjem med fuld løn, mens sidstnævnte blev opfordret til at finde løsninger med arbejdsgiverne. Afspadsering og ferie skulle bruges. Men hvorfor skal den pædagog, receptionist, rådhusbetjent og kommunale gartner, der ikke kan passe sit arbejde i disse dage, ikke yde et offer? Ja måske ligefrem gå ned i løn i en periode for at få de offentlige finanser til at strække sig lidt længere? Man kunne jo kalde det samfundssind.
Når Danmark i forhåbentlig overskuelig fremtid er ude på den anden side af krisen, er alle blevet fattigere. Mange virksomheder vil være gået konkurs, og det vil tage tid at løbe samfundet i gang igen. Der er slået et stort hul i statskassen, og ønsker om minimumsnormeringer i daginstitutioner, hyppigere hjemmehjælpsbesøg og tidligere pensionsalder bliver det svært at få råd til.
Flere vil få brug for kontanthjælp og dagpenge, og diskussionen om mangel på arbejdskraft vil i hvert fald for en stund være af akademisk karakter.
For at sikre den solidaritet, vores samfund bygger på, og som lovprises i disse dage, er det vigtigt, at de ofre, der ydes nu, opleves som rimeligt fordelt.