HELLIGE STEDER har altid haft deres plads i den religiøse geografi. Jerusalem, Mekka og Bodh Gaya er ikke hvor som helst. Stederne har tiltrukket pilgrimme i tusindtal, både fordi folk har haft en fornemmelse af, at her var noget særligt, og fordi det var en religiøs pligt til at opsøge stederne og at gøre bod gennem vandring. Parallelt med pilgrimstraditionen har der i kristendommen op gennem historien også været en kritik af forestillingen om, at man kan nærme sig det hellige ved at rejse til bestemte steder. »Til Kristus kommer man ved at elske, ikke ved at sejle«, som kirkefaderen Augustin formulerede det i 400-tallet. At rejse er som bekendt ikke en ny opfindelse, men det er forholdsvis nyt, at så mange gør det så tit og så langt væk. At rejse er til og med blevet et ideal for det moderne liv, hvor det værste, man kan forestille sig, er at gå i stå. Den rastløse rejsen fra sted til sted, holder os i live og udvikler os, tror vi. Når dertil kommer et opgør med en alt for inderliggjort og praksisløs religion, er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor rejselysten også har sat sig som en øget interesse for at drage på pilgrimsfærd, selv i det protestantiske Danmark. Det er selvfølgelig ikke kun kristne, der rejser. Som man kan læse i dagens avis, er der de senere år kommet nye steder på det religiøse landkort. Folk med nyreligiøse interesser valfarter til Stonehenge og Sydindien for at opsøge steder, som skulle besidde en særlig kosmisk kraft, de såkaldte »Power Places«. Jagten går på den religiøse peak experience, et klimaks af dimensioner, der ikke uden videre lader sig indfinde i hverdagen. Det er oplevelsen, der tæller, alle sanser skal stemmes. Idealet er den totale og forudsætningsløse åbenhed, så skal kraften fra det høje nok indfinde sig. For en udenforstående, der ikke tager forestillingen om de kosmiske kraftcentre til sig, melder forbeholdene sig prompte. Nok hører hengivelse og modtagelighed til den religiøse verden, men de nyreliøse valfarter ligner mest af alt en form for åndelige elastikspring. Stemningen i flyet på vej til de angiveligt kraftfyldte steder er sikkert både varm og fælles, men det skal man selvfølgelig ikke lade sig narre af. Det handler om selvudvikling, og der er langt til forestillingen om pilgrimsfærden som en religiøs pligt - endsige som noget, der rækker ud over den enkeltes lille religiøse næsetip. Livet er en rejse, siger vi, men det er nu en gang ikke ligegyldigt, hvordan man rejser, og hvor man rejser hen. Man bliver, som man rejser. bl