Religion i skolen

Danmark er et kristent land, og det skal undervisningen tage udgangspunkt i. Det bør fortsat være den pædagogiske opgave. Men det udelukker ikke de andre religioner, endsige en debat om fagets navn eller fritagelsesparagraffen.

I DETTE land har vi ikke skolepligt, men undervisningspligt. Det betyder, at det er samfundets pligt at tilbyde undervisning af en tilfredsstillende kvalitet, der gør eleverne bekendte med, hvad det er for en kultur, de vokser op i og er en del af, og som kan sikre, at demokratiet og dets institutioner består. Det betyder også, at forældre har ret til at kræve indflydelse på, hvad deres børn bliver undervist i.

Men man skal på den anden side heller ikke bilde sig ind, at det betyder, at demokratiet er ideologisk værdineutralt. Der undervises blandt andet også holdningsbaseret. Det udgør ikke det store problem, så længe der er nogenlunde enighed om værdigrundlaget, men når samfundet bliver mere multietnisk og multikulturelt, som det er tilfældet med det danske, bliver det sværere at fastholde entydigheden.

En af de store udfordringer, som den øgede indvandring til Danmark har ført med sig, er, hvorvidt det stadig er muligt at fastholde et fag som kristendomskundskab, hvor den berømte fritagelsesparagraf altid har gjort det muligt at fritage sine børn for undervisningen af konfessionelle grunde. Bølgerne er de seneste år gået højt i debatten mellem dem, der mener, at faget skal gøres obligatorisk for alle, og dem, der mener, at faget skal erstattes af et livsanskuelsesfag, hvor man i højere grad formidler indsigt i alle religioner. Det sidste er blandt andet blevet foreslået af Danmarks Lærerforening sidste år.

Men nu lader det til, at Københavns Kommune vil komme alle i forkøbet og udfordre folkeskolens formålsparagraf. I hvert fald er der i Borgerrepræsentationen politisk flertal for at lade kristendomsfaget erstatte af et religionsfag, som biskop Erik Norman Svendsen så til gengæld vil have gjort obligatorisk. Forholdene i landets største by er specielle, og på mange skoler er indvandrerandelen så stor, at flere og flere vælger kristendomsfaget fra.

Hvorfor opretholde et fag, som virkeligheden for længst er løbet fra, og som endda indeholder en fritagelsesmulighed? Men løsningen ligger ikke i, som det foreslås fra politisk hold, at skabe et fag, hvor det kristne nedtones. Man begår en stor fejl, hvis man tror, at et religionsfag alene kan bruges som integrationsmæssig løftestang. Det er en opgave for såvel hele skolen som det øvrige samfund, inklusive indvandrermiljøerne. Tilsvarende nytter det heller ikke at lade, som om Danmark er et enkonfessionelt land, hvor alt bare kan sættes frit i pluralismens navn. En livsanskuelsesundervisning, der uden nogen form for holdning præsenterer etik og lige- og sidestillede religioner, er meningsløs. Danmark er et kristent land, og det skal undervisningen tage udgangspunkt i. Det bør fortsat være den pædagogiske opgave. Men det udelukker ikke de andre religioner, endsige en debat om fagets navn eller fritagelsesparagraffen. weis