I 2050 vil de børn, der går i skole nu, være bærende samfundsborgere. Hvad det er for en verden, der venter dem, afgøres ikke mindst af verdensreligionernes udvikling. Og netop denne udvikling er genstand for et nyligt studie fra det anerkendte analyseinstitut Pew Research Center.
Som Kristeligt Dagblad har beskrevet, forudser Pew Research Center en verden med flere religiøse personer, mens andelen uden religiøst tilhørsforhold svinder. Næsten 6 ud af verdens 9,3 milliarder mennesker er i 2050 kristne og muslimer. Kristne udgør 31 procent, mens 30 procent af verdens befolkning er muslimer, og de to grupper lever tættere sammen.
Scenariet giver anledning til at overveje de to religioners evne til at leve i fred med hinanden. I øjeblikket ser det ikke godt ud i Afrika. Både i Kenya, Nigeria, Mali og flere andre lande er det lykkedes islamistiske mindretal at sætte en blodig dagsorden, som hverken lokale muslimer eller internationale aktører har kunnet lægge låg på. Globale og lokale beslutningstagere er nødt til at finde effektive modtræk over for de afrikanske og mellemøstlige terrorgrupper, der før eller siden risikerer at trække større befolkningsgrupper ind i religionskonflikter. Og det kommer ikke til at ske uden om verdens store muslimske og kristne institutioner og disses politiske organisationer. Religioner får en nøglerolle i fredsprocesser fremover.
I dag kan man høre globale ledere sige, at verden bebos af indere, men den ledes af svenskere. Sociologen Peter Berger brugte oprindelig billedet om USA og i den betydning, at en sekulær elite træffer beslutninger for religiøse borgere. Men svenskerne kan ikke i fremtiden løse globale konflikter. Løsninger findes kun med indernes hjælp.
I dette fremtidsscenarie er det ikke en fordel, at Europa ventes at få 100 millioner færre kristne. Et sekulært vestligt beslutningslag vil ikke have gode betingelser for at forstå religiøst definerede konflikter. Og slet ikke for at løse dem. Otte lande ventes at miste deres befolkningsmajoritet af kristne i den kommende generation, blandt andre England, Frankrig og Australien. Danmark vil derimod fortsætte som relativt homogen religionskultur ifølge studiet.
Vestens tilgang til Mellemøsten de seneste 5-10 år taler sit eget tydelige sprog om politikere og eksperter, som ikke forstår religion. I USA har kritikere siden Irakkrigen haft den pointe, at landets analytikere ikke var i stand til at forudse de nu dominerende konflikter i Irak, som i høj grad udspiller sig langs religiøse linjer.
Stillet over for en fremtid med tunge religiøse interesser og stort religiøst konfliktpotentiale, burde en af de højeste prioriteter for langsigtede politikere være at uddanne sig selv og landets borgere til at forstå religion. Ikke bare de andres, men også deres egen.