De skoler, der specialiserer sig i det religiøse, har pæn fremgang i disse år. Det gælder både muslimske og kristne friskoler. De har forstået, at tro er identitetsbærende og kan være en nøgle til at skabe en sammenhængende skolekultur, som kan skabe dygtige elever og meningsfuld undervisning.
Offentlige skoler og gymnasier derimod prioriterer ikke religion højt, selvom der naturligvis findes lærere, som ved personligt engagement er i stand til at gøre stoffet væsentligt for eleverne. Måske kunne folkeskolen lære noget og lade sig inspirere af de succesfulde privatskoler samt tiltrække de forældre og elever, man i disse år taber til friskolerne.
Men i stedet er religionsfaget i mange år blevet behandlet stedmoderligt i folkeskole og gymnasium. Den uheldige udvikling vil formentlig blevet styrket af et nyt lovforslag fra Venstre om, at religion, oldtidskundskab og historie skal slås sammen i et fælles fag i gymnasiet, der beholder de gamle fags timeantal.
Religionsfaget vil være i fare for at blive glemt i et fælles kulturfag, der rummer et så tungt fag som historie, ligesom eksamensformen formentlig vil lægge op til at satse på det historiske stof. Så det er forståeligt, at flere partier kæmper imod udviklingen. Andre partier med interesse for skolen som identitetsskaber burde gå med i kampen mod Venstres nye fag.
Den nye sammenlægning ligner meget det forslag, som Socialdemokraterne og De Radikale lagde på bordet forud for gymnasiereformen i 2005. Dengang sagde Venstre nej. Det er skæbnens ironi, at Venstre nu fremlægger det gamle venstrefløjsforslag, der reelt vil nedtone religion i gymnasiet, samtidig med at man fører sig frem som en forsvarer af kristne værdier.
For ikke mange vil blive klogere på kristendom af, at det religiøse pakkes ind i et fag, som ifølge både Historielærerforeningen og Religionslærerforeningen vil skabe mindre fokus på fagets enkelte områder som religion og mere på de tværfaglige emner. I stedet burde man opprioritere undervisning i de emner, man lægger vægt på i regeringsgrundlaget, ikke mindst kristendom.
Forslaget placerer sig i en større tendens, der vil gøre dannelse til noget tælleligt, målbart og nyttigt. Alle støtter dannelse. Der menes bare noget forskelligt med udtrykket, alt efter hvem der bruger det. Men det vil være rigtigst at beholde så meget som muligt fra det gamle, humboldtske dannelsesideal, som siden romantikken har båret Europa frem som kulturenhed. Eleven får i litteratur, musik, filosofi og religion bidrag til et livsindhold, som ikke kan erstattes af ”elevernes innovative, digitale og globale kompetencer samt karrierekompetencer”, som regeringen præsenterer det i sit åndløse gymnasieudspil.