Religionsfriheden indskrænkes

Livet gøres sværere for jøder og muslimer og andre med en tro

Det pludselige forbud mod religiøs slagtning er endnu en indskrænkning af religionsfriheden, mener dagens kronikør
Det pludselige forbud mod religiøs slagtning er endnu en indskrænkning af religionsfriheden, mener dagens kronikør. Foto: Lars Wittrock/ Denmark.

Det har altid været et adelsmærke ved Danmark, at lovgivningen har sikret udstrakt frihed til, at alle borgere kan udleve deres tro. Beskyttelsen af den religiøse minoritet har været vigtig for at sikre åndsfriheden i landet. Derfor har jødisk og muslimsk omskæring af drengebørn aldrig været anfægtet, og derfor har rituel slagtning både den jødiske kosherslagtning og den muslimske halal været tilladt. Sådan skal og bør det være i et land, der hylder borgernes frihed.

Men nu er det slut med denne frihed. Retten til drengeomskæring er under voksende pres, og i mandags besluttede fødevareminister Dan Jørgensen med en bekendtgørelse at forbyde alle rituelle slagtninger uden bedøvelse.

Beslutningen har næsten kun symbolsk betydning, for der foregår ikke rituel slagtning herhjemme uden forudgående bedøvelse. Derfor er det vigtigt at dvæle ved symbolbetydningen. Hvorfor indføre et forbud mod noget, der ikke finder sted?

LÆS OGSÅ: Minister kritiseres for arrogance i sag om trosfrihed

Stormløbet mod først jødernes ret til at foretage schæchtning, det vil sige jødisk rituel slagtning, begyndte allerede i 1940erne, hvor de danske nationalsocialister Frits Clausen og Aage Henriksen stillede forslag om at forbyde slagtemetoden. De orientalske skikke står i modsætning til vores nordiske egenart var en del af argumentationen i folketingssalen den 17. december 1941. I de senere år har det været Dansk Folkeparti, der har været mest imod men nu den muslimske halalslagtning. I 2005 udtalte Det Dyreetiske Råd sig så imod rituel slagtning uden forudgående bedøvelse, og i mandags blev det formelt forbudt.

Man kan undre sig over den mildt sagt udanske arrogance, der fik fødevareministeren til afvise at mødes med det jødiske og det muslimske samfund, inden han udstedte forbuddet. Nu gør han det så i en halv time i dag. Også han bør vide, at hensynet til tolerance over for andre religioners skikke og ritualer er af væsentlig etisk betydning og burde være en integreret del af den politiske proces. Derfor er en ophævelse af muligheden for at foretage rituel slagtning uden forudgående drøftelse med landets jøder og muslimer helt urimelig. Det pludselige forbud er respektløst.

Det er indlysende rigtigt at arbejde for større dyrevelfærd, sådan som ministeren argumenterer for. Men hvis man fjerner først retten til rituel slagtning og senere retten til drengeomskæring, hvilket stærke kræfter arbejder for, fjernes også to vigtige religiøse symboler for jøder og muslimer. Man underminerer begge gruppers mulighed for at være til stede.

Symbolikken i slagteforbuddet vidner om, at hensynet til religiøst begrundet adfærd er på hastig retur. På overfladen hyldes mangfoldigheden i landet, men den bærende strømning i det stadigt mere sekulariserede samfund går mod mindre tolerance og mindre accept af forskellighed begrundet i religion.

Jo mindre man selv er forankret i en tro og selv har en religiøs praksis, des mindre er man i stand til at acceptere og respektere andres tro og praksis. Det sekulariserede samfund bliver stadig mere intolerant.

Det er en ulykkelig udvikling.