DANSKE FRIKIRKER har traditionelt haft et noget anstrengt forhold til staten. I frikirkernes historie spiller embedsmænd fra staten ofte en skurkerolle som dem, der fik børn tvangsdøbt eller på anden måde forsøgte at knægte de små kirkers særlige syn på religion. Men de dage er passé " i hvert fald i Danmark " hvor staten er frikirkernes modstander. Og derfor er det på høje tid, at de små, men meget aktive frikirker, som Kristeligt Dagblad har omtalt i de seneste dage, får et mere realistisk forhold til staten og til folkekirken, som ifølge Grundloven understøttes af staten.
At hele 43 procent af landets frikirkepræster ønsker, at Kirkeministeriet skal laves om til et religionsministerium, kan der nok være nogle historisk oplagte forklaringer på. Men virkeligheden i dag er en helt anden, hvilket burde mane til eftertanke rundt omkring i landets frikirker.
STÆRKE KRÆFTER, som er ideologisk drevet frem af sekularisme og ateisme, arbejder i dag på at gøre Danmark til en religionsneutral stat, altså blandt andet at få omdannet Kirkeministeriet til et religionsministerium. Det er også disse kræfter, som vil gøre kristendomsfaget i folkeskolen til et religionsfag eller som gerne ser kirkegårde lavet om til eller suppleret af flere uindviede begravelsespladser. Og det er så også disse synspunkter, som den stadig markante andel af frikirkepræster, der går ind for at lave Kirkeministeriet om til et religionsministerium, uvægerligt støtter.
Men spørgsmålet er, om den støtte virkelig er i frikirkernes egen interesse, eller om synspunktet blot er et uoverlagt levn fra en stadig fjerne fortid, hvor det religiøse landskab i Danmark så meget anderledes ud?
I MODSÆTNING TIL situationen i Norge og Sverige er det i Danmark aldrig lykkedes frikirkerne at få et folkeligt gennembrud. For hundrede år siden var der ligesom i dag under én procent af befolkningen, som var medlem af en frikirke. Med stærke folkelige bevægelser som grundtvigianismen og udbredte folkekirkelige vækkelsesbevægelser som Indre Mission stod folkekirken stærkt rustet til at forsvare sin status, da frikirkerne begyndte deres mission i Danmark for mellem 100 og 150 år siden. Den succes for folkekirken har givetvis gennem tiden været en torn i øjet på flere folk i frikirkemiljøet, som har brugt mange ressourcer på at omvende danskere til netop deres udgave af kristendommen.
Men i dag er og bliver det ikke folkekirken eller staten, som er problemet for mindretalskirkerne i Danmark. Det er derimod sekularismen, den nye religiøsitet og udfordringen fra fremmede religioner. Et areligiøst eller multireligiøst samfund vil næppe være den gevinst for frikirkerne, som nogle regner med. Tværtimod kan det give en række andre problemer med at forsvare og begrunde kristne særstandpunkter.
Det har det lille flertal af frikirkepræster, som støtter Kirkeministeriets nuværende status, formentlig forstået. Det vil være fornuftigt, om det markante mindretal også tænkte over sagen en ekstra gang.
mth