Reproduktion

INGEN KAN fortænke barnløse ægtepar i at søge hjælp, når et brændende ønske om at få børn og videreføre slægten ikke lader sig opfylde ad naturens vej. Den moderne lægevidenskab er da også nået langt, når det gælder at række naturen en hjælpende hånd. Eller, hvor dette heller ikke er tilstrækkeligt, nødløsninger som befrugtning ved fremmed donor, hvis det er mandens sæd, der volder problemer, eller opsættelse af et donoræg i kvindens livmoder, hvis det er hende, der har problemet. Men alting har sin pris. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, øger kunstig befrugtning risikoen for handicap eller en videreførelse af mandens svigtende forplantningsevne til det barn, der arver et svagt arveanlæg for forplantning. Det er især den metode, der hedder mikroinsemination, hvor en enkelt sædcelle føres ind i ægcellen, der er problemet. Her er risikoen for at få et handicappet barn 3,7 gange så høj som ved IVF-metoden, hvor sædcellerne selv svømmer hen til ægget som ved naturlig befrugtning. Det er med andre ord naturens egen logik, man er oppe imod. Ved IVF-metoden har man en sædcelle, der ved naturlig udvælgelse viser sig stærk og sund nok til at trænge ind i ægcellen. Ved mikroinsemination er der tale om en sædcelle, der måske, måske ikke, har de egenskaber, der gør den stærk nok til at reproducere sig selv. Man behøver ikke megen logisk tænkning for at forstå, at det kan gøre en forskel. Mikroinsemination som et indgreb udefra i naturens orden kan omgå naturens egen nedsatte evne til forme-ring, men ophæver også naturens eget forsvar mod uønsket videreførelse af svag arvemasse ved naturens egen udvælgelse. Videnskaben kan udrette meget, men naturen sætter grænser, som man bør respektere. Det er naturens egen orden, at mennesket reproducerer sig og får afkom. Men naturens grænser er reelt også et dementi af den opfattelse, at det er en menneskeret at få børn. Selv det mest brændende ønske herom må underordne sig naturen så langt, at den medicinske videnskabs mulighed for at omgå naturen bør acceptere og bøje sig for det. I dag er mellem to og tre af 100 fødsler resultat af kunstig befrugtning, og disse børn har stor risiko for at bære den dårlige arvemasse med sig og med tiden øge problemet, fordi stadig flere mænd ikke eller kun med videnskabens hjælp kan blive fædre. Det er og bør være en alvorlig sag at beslutte sig for at medvirke til en sådan udvikling. Der er andre muligheder - ikke mindst adoption. Her giver man ganske vist afkald på den biologiske videreførelse af slægten, men kan give både sin kærlighed og slægtens traditioner og værdier videre. jr-o