14 DRÆBTE serbiske bønder i landsbyen Gracko er det seneste, grusomme billede på den virkelighed, som hele den civiliserede verden må forholde sig til i Kosovo og det tidligere Jugoslavien. Lederen af Serbiens FN-mission, Vladislav Jovanovic, kræver FN's Sikkerhedsråd indkaldt og kræver hastige og konkrete skridt for at beskytte det serbiske mindretal i Kosovo. Og det kan lyde næsten absurd, når præsident Slobodan Milosevic gør såvel FN som NATO ansvarlige for dette overgreb på serbere i Kosovo samtidig med, at han kræver, at den serbiske hær og serbiske sikkerhedsstyrker får mulighed for at vende tilbage og beskytte Kosovos serbere. Milosevic, der er anklaget for så mange massakrer og overgreb mod Kosovos albanske flertalsbefolkning, at det drejede sig om etnisk udrensning, kræver nu, som den forfulgte, FN's indgriben og beskyttelse! Men sådan er virkeligheden i Kosovo i dag. Massakren på de 14 serbiske bønder i lørdags er en uacceptabel krænkelse af menneskerettighederne og dermed en krigsforbrydelse. FN gør sig selv og hele den civiliserede verden en tjeneste ved at opfatte det sådan. Men bør naturligvis i samme åndedrag stemple klagerens - Serbiens - langt mere omfattende rædselsgerninger. Princippet, at 14 serbiske bønders liv er lige så værdifulde som de mange Kosovo-albaneres liv, serberne har på deres samvittighed, er vor moralske legitimation i Kosovo. Ikke kun i retfærdighedens navn, men som et lærestykke om, at fred og sikkerhed kræver, at menneskerettigheder skal forsvares overalt. Hvis vi skal fastholde troen på, at det internationale samfunds indgriben i Kosovo gælder håndhævelsen af dette princip, så må indsatsen naturligvis kræve, at alle parters sikkerhed sikres. Verdenssamfundets opgave er ikke at kræve hævn over serberne, men at kræve retfærdighed og drage de ansvarlige til ansvar. Det samme, som gælder, når man nu i Tyskland forbereder en retssag mod den - dengang - danske nazist, SS-officer og chef for Schalburg-terrorkorpsets skole, Søren Kam, for meddelagtighed i mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen under besættelsen. Søren Kam slap til Tyskland, hvor han - trods sin SS-fortid - blev statsborger i 1956. Både i Danmark og i Tyskland fortoner ansvaret sig for, at han ikke blev retsforfulgt. Men nu synes muligheden at være der, og den bør benyttes. Igen, ikke for at søge hævn - om den i dag 77-årige dømmes eller på grund af alder går fri for straf er sagen totalt ligegyldigt. Men der er forbrydelser, som er så alvorlige, at tiden aldrig bør kunne overhale samfundets retslige krav på en dom. Slet ikke for en mand, der i 1995 blev »genopdaget«, fordi han mødte frem til et krigsveteranstævne for gamle nazister.jr-o