Prøv avisen
Leder

Retsstaten må gælde for alle

Af Kerrin Linde, Udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Politikere bør lade retten gå sin gang i sager om IS-krigere

Det er svært at have medlidenhed med de danske IS-krigere, som på det seneste over for blandt andet Radio24syv har tryglet om at komme hjem for at blive retsforfulgt for deres ugerninger i kamp for den nu heldigvis stærkt decimerede terrorbevægelse Islamisk Stat i Syrien. Omkring 150 danskere rejste til det borgerkrigshærgede land for at myrde og forfølge de såkaldt vantro under de sorte IS-faner i det ekstremistiske kalifat. Flere af dem er siden efterlyst og terrorsigtet af dansk politi, mens godt en tredjedel er vendt hjem og kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Danmark står altså i et dilemma om, hvordan man skal håndtere disse mestendels unge mænd, som nu belejligt hævder at være blevet hjernevasket og ikke kan huske at have dræbt nogen. Ligesom ønsket om at gøre brug af det danske pas, der enten blev brændt eller efterladt på slagmarken, pludselig er stort.

Men medlidenhed er ikke velanbragt her. De kan have begået afskyelige forbrydelser, og det skal de selvfølgelig retsforfølges for og modtage deres straf for, hvis de kendes skyldige. Det er sådan, vores retsstat fungerer, og den skal gælde alle, også dem, som i ekstremismens vildfarelse har vendt den ryggen.

Ellers udhuler vi vores egne principper og idealer, som det netop gælder om at stå fast på i et demokrati. Det er uværdigt udelukkende at ty til det sværd, som retfærdighedens gudinde, Justitia, holder i sin ene hånd, og som en række retsordførere som Naser Khader (K), Peter Skaarup (DF) og Morten Bødskov (S) nu gør brug af, når de siger, at de pågældende IS-krigere, der er strandet i Tyrkiet, selv har valgt at give afkald på de danske frihedsværdier og derfor ligger, som de har redt – og at Danmark ikke skal bruge ressourcer på at hente dem hjem. Uanset hvor fristende det kan være at følge dette ræsonnement, når det eksempelvis drejer sig om en 29-årig IS-kriger, der i en propagandavideo skyder til måls efter billeder af danske politikere som selvsamme Khader, vil det være en falliterklæring, hvis politikerne lader følelserne tage overhånd, og folkedomstolen råde, frem for at stole på de love, de selv har vedtaget, og efter hvilke de terrorsigtede bør dømmes.

Det gavner heller ikke argumentationen, at danske og europæiske politikere gerne er klare i mælet, når de kritiserer Tyrkiets stadig mere bekymrende måde at underminere de retsstatslige principper på med sine masseanholdelser af blandt andet regeringskritiske journalister. For den slags passende kritik mister al værdi, når det samtidig anses som yderst bekvemt at lade egne statsborgere sidde i tyrkiske fængsler.

Derfor er det vigtigt at huske, at Justitia holder en balancevægt i sin anden hånd og har bind for øjnene. Alle er lige for loven, og derfor bør de danske myndigheder sørge for at hente IS-krigerne hjem og få dem retsforfulgt. Ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv er det forståeligt, at vi ingen interesse har i at hente fremmedkrigerne hjem. Men det var herhjemme, mange af dem blev radikaliseret, og det er herhjemme, de skal have deres straf.