”Men alt er endnu i sin vorden”. Sådan står der på gravstenen for William Heinesen, Færøernes store forfatter og billedkunstner, og mere præcist kan man vel ikke betegne den aktuelle udvikling i forholdet mellem Færøerne og Danmark.
Som Kristeligt Dagblad beskrev i går, har Færøerne de seneste år skruet markant op for handlen og samarbejdet med Rusland, mest vidtgående med en hensigtserklæring om en samarbejdsaftale med Den Eurasiske Union – samtidig med at Danmark sammen med de øvrige EU-lande er gået den modsatte vej og har optrappet sanktionerne mod Rusland som en følge af den russiske annektering af Krim-halvøen i 2014.
At to dele af rigsfællesskabet på den måde trækker i hver sin retning i en af tidens mest anspændte politiske konflikter, er usædvanligt og vidner netop om, at ”alt er endnu i sin vorden”. For det er jo ikke kun Færøerne, men også Grønland, der i disse år rykker voldsomt på magtbalancen i kongeriget. Klimaforandringer og nye sikkerhedspolitiske udfordringer har fået verdens stormagter som USA, Kina og Rusland til at kaste deres kærlighed på Arktis og Nordatlanten, som med nye sejlruter, værdifulde råstoffer og geografisk placering rummer enorme økonomiske og politiske muligheder.
Men handler færingerne ikke moralsk og politisk illoyalt, når de opbygger en eksport af fisk til milliarder af kroner til Rusland? Selv forsvarer de færøske politikere sig med, at der er tale om handelspolitik, hvilket hører under selvstyret, mens sikkerhedspolitikken styres fra Christiansborg.
Sandheden er dog nok, at man ikke kan adskille handel og sikkerhedspolitik fra hinanden, da der i et handelssamarbejde ligger en legitimering af det styre, man handler med. Her agerer Færøerne, som ikke er medlem af EU, dog ikke værre end så mange andre lande, herunder Danmark, der jo gladeligt handler med eksempelvis Saudi-Arabien, som i brutalitet og manglende demokrati er i en klasse for sig.
Man kan heller ikke klandre Færøernes 50.000 indbyggere for, at de med en økonomi, der helt og holdent er afhængig af fiskeriet, benytter sig af de handelsmuligheder, der byder sig. Tilsvarende skal den grønlandske interesse for et styrket amerikansk samarbejde heller ikke kun mødes med kritik, men også med en forståelse for det ønske om selvstændighed, ethvert folk bærer i sig.
Det betyder ikke, at den færøske og grønlandske flirt med stormagterne er uproblematisk. Det kan naturligvis føre til knas på linjen fra Christiansborg til Nuuk og Tórshavn, når rigsfællesskabets lande ikke går i takt, og det færøske forhold til Rusland er derfor formentligt også på dagsordenen, når statsminister Mette Frederiksen (S) netop i disse dage besøger Færøerne – for øvrigt kun tre måneder efter et besøg af forgængeren Lars Løkke Rasmussen (V), hvilket vidner om, at man på Slotsholmen er opmærksom på den færøske tilnærmelse til Putin.
Mere bekymrende er det da også, at en kortsigtet strategi om at tjene gode penge på at sælge fisk og råstoffer til stormagterne kan slide på båndene i rigsfællesskabet. For Grønland, Færøerne og Danmark er et fællesskab, på godt og ondt. Religiøst, politisk og historisk har vi fulgtes ad i århundreder, og præcis ligesom Danmark ikke skal agere den fordømmende storebror i forholdet til Grønland og Færøerne, skal disse ikke i et trodsigt opgør med Danmark sætte gode relationer over styr til fordel for aktører, hvis egeninteresse til enhver tid overskygger respekten for Grønlands og Færøernes kulturelle historie og nationale værdier.