På overfladen handler rigsretssagen mod præsident Trump om, hvorvidt han den 6. januar tilskyndede folkemasserne til det voldelige angreb på Kongressen eller ej. Men bag dette spørgsmål gemmer sig et langt større og mere vidtrækkende opgør med den politiske løgnekultur, som har fået fodfæste i landet. Det store moralske spørgsmål er, hvordan så mange republikanske politikere og vælgere lod sig forlede til at fastholde støtten til en præsident, der byggede sin politiske retorik på at lyve og manipulere, på at undergrave tilliden til det politiske system og på at fremme sine egne og ikke landets interesser.
Hvorfor lod de sig rive med af den løgnekultur, som præsidenten opbyggede? Hvorfor blev de medskyldige?
Det folkelige amokløb mod Kongressen var ikke bare følgen af en tale, der opildnede masserne, men selve kulminationen på den måske mest aparte og farligste præsidentperiode i USA’s historie.
Den vil blive udforsket af historikere i mange år frem, ligesom andre landes gradvise overgang fra demokrati til autokrati er blevet det. Der er ingen enkle forklaringer på, hvorfor og hvordan gode borgere i for eksempel det nazistiske Tyskland og hele det kommunistiske Østeuropa på få år udviklede sig fra at være demokratisk sindede mennesker, der bakkede op om retsstat og respekt for andre, til at støtte stærke ledere, ensretning og undertrykkelse.
Så galt gik det heldigvis ikke i USA, men de samme mekanismer var i spil. Trump repræsenterede et værdisæt, der ligger langt fra klassiske konservative og republikanske værdier, som traditionelt har vægtet sandfærdighed, respekt for lov og orden, domstole og landets demokratiske institutioner. Alligevel fulgte alt for mange i hælene på ham.
I dag kan et flertal af republikanske kongrespolitikere ikke formå at få sig til at lægge afstand til den nu forhenværende præsident, der nægter at acceptere sit valgnederlag til trods for alle myndigheders og domstolenes entydige tale. De lægger ikke afstand til den præsident, der for allerede et halvt år siden gik imod alle demokratiske principper og sagde, at han slet og ret ikke ville acceptere et valgnederlag. Og de lægger ikke afstand til den præsident, der kaldte demonstranterne for patrioter, mens de opsatte en galge foran Kongressen og råbte på både ”Pence” og ”Pelosi” med henvisning til den nu tidligere republikanske vicepræsident og den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus.
Ingen forstandige mennesker vil på kort tid ændre på deres eget grundlæggende værdisæt. Det tager tid at ændre og begynder med små forandringer, sådan som Trump introducerede dem. Den lille løgn tager flere med sig og ender med at skabe et helt nyt verdensbillede.
Langsomt accepterer man mere og mere af det, som man grundlæggende ikke kan lide, og på et tidspunkt bliver det den nye normal. Man holder op med at anse løgnen og de nye værdier for at være forkerte.
Alle mennesker og ikke mindst politikere har behov for at retfærdiggøre sig selv og deres synspunkter. Derfor bakker de ikke.
Intet tyder på, at der vil være flertal i Senatet for at erklære Trump for skyldig i stormløbet mod USA’s vigtigste demokratiske institution. Men i disse dage udstilles det, hvordan der går en lige linje fra den politiske løgnekultur, der herskede i Trumps præsidentperiode, til angrebet på Kongressen.
Forhåbentlig vil det føre til selvbesindelse og renselse, katarsis, af både Det Republikanske Parti og det politiske system til gavn for demokratiet.