Onsdag kommer den redegørelse fra to særligt udpegede advokater, som Folketingets partier har udbedt sig for at kunne vurdere grundlaget for at indlede en rigsretssag mod Venstres netop afgåede næstformand og tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Redegørelsens ordlyd vil naturligvis få indflydelse på Folketingets afgørelse, men til syvende og sidst er en rigsretssag en politisk og ikke en juridisk beslutning. Det er helt, som det skal være, for det er sådan, vi har skruet lovgivningen sammen.
Mange har ønsket at gøre sagen om ulovlig adskillelse af asylpar til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod Inger Støjberg, eller om man er for eller imod en stram udlændingepolitik. Men det er og bliver sagen uvedkommende.
Den handler derimod om, at alle i Danmark har krav på individuel sagsbehandling, og om vigtigheden af, at der her i landet administreres efter lovgivningen. Og hvis det ikke er tilfældet, er det en ministers opgave hurtigst muligt at sørge for, at det sker.
Efter instrukskommissionens redegørelse, som kom i december, er der rimelig grund til at antage, at Inger Støjberg forsømte dette afgørende ansvar. Kommissionen slår således fast, at den instruks, der blev udsendt som pressemeddelelse, var klart ulovlig, og at Inger Støjberg var både vidende og advaret om dette.
Til gengæld har kommissionen ikke fundet beviser for, at Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at der skulle administreres i strid med loven. Det sidste kan blive afgørende for, om en rigsretssag i sidste ende kan føre til dom.
Men det eneste rigtige sted at afgøre det spørgsmål er netop ved en rigsret. Ikke mindst for at sikre tilliden til retsstaten. Derfor bør Folketingets partier snarest tage initiativ til at indlede en rigsretssag.
Det er bestemt ikke hverdagskost i det danske parlamentariske demokrati. Senest var, som mange vil huske, i 1995, hvor tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) blev idømt fire måneders betinget fængsel efter forløbet kendt som Tamil-sagen, og før det skal vi helt tilbage til 1910, hvor Venstre-politikerne I.C. Christensen og Sigurd Berg var under anklage i sagen om den bedrageridømte minister P.A. Alberti.
Der har siden dengang været og vil efter alt at dømme også fremover komme sager, som samlet set er mere omfattende og alvorlige end Inger Støjbergs instruks, uden at det har ført til rigsretssager.
Det følger af rigsrets-modellens politiske natur, at mange ministre kan slippe med mindre, hvis de har et politisk flertal bag sig. Det rummer et element af vilkårlighed, men det er ikke desto mindre afgørende, at rigsretten som instrument bringes i anvendelse, når der er klart grundlag for det. Og det er der i den aktuelle sag. Det bør Folketinget handle ud fra.
Retten må afgøre, om det skal føre til dom.