En kovending er som bekendt et maritimt udtryk for en uskøn vending opkaldt efter vores nyttige, men motorisk noget klodsede nationaldyr. Og uskøn og klodset er unægteligt, hvad regeringens håndtering af sagen om de danske børn og deres mødre i syriske fangelejre bør kaldes.
Tirsdag meddelte regeringen ved et pressemøde, at den efter en ny sikkerhedsvurdering fra PET har besluttet at hente tre mødre og deres 14 børn hjem til Danmark.
Det er en rigtig beslutning, som Kristeligt Dagblad også tidligere har talt for på denne plads. Men at regeringen i månedsvis hårdnakket har fastholdt det aldeles uholdbare ved at hente børnene og ikke mindst deres mødre hjem og så pludselig vender 180 grader, uden at der er sket substantielt nyt i sagen, er ildevarslende.
Det er naturligvis tilladt at blive klogere, men spørgsmålet er, hvor dumt man kan tillade sig at optræde som regering uden at miste afgørende troværdighed. Eller rettere: Hvor meget kan man tillade sig at undervurdere vælgernes intelligens?
For de faktiske forhold i sagen om de danske børn og mødre i de syriske lejre er basalt set ikke så komplicerede. Juridisk har der ikke været meget at rafle om: Danske statsborgere er Danmarks ansvar. Ligesom PET hele tiden har peget på den sikkerhedsrisiko, der er forbundet med ikke at hjemtage børnene og deres mødre.
Men det er karakteristisk for regeringens og statsminister Mette Frederiksens (S) argumentation i forløbet, at det aldrig har handlet om sagens substans. Men derimod om den følelse af antipati for IS-krigere, deres koner og børn, man har kunnet appellere til i vælgerhavet. ”De har vendt Danmark ryggen”, Danmark er ikke ”deres hjem”, ”de har ikke noget at gøre her, det har de altså ikke”, som statsministeren har gentaget igen og igen.
Når de upræcise besværgelser ikke længere er en del af statsministerens ræson, handler det naturligvis om politik. S-regeringen har et udtalt ønske om at fremstå som strammer i udlændingepolitikken, så den kan ikke tåle at give ved dørene, når Enhedslisten eller De Radikale ønsker lempelser. Ikke desto mindre blev kritikken fra støttepartierne i dette tilfælde så alvorlig for regeringen, at den modvilligt måtte finde en uskøn løsning pakket ind i taskforce-vurderinger og PET-rapporter.
Selvom sagen rettelig ikke har meget med udlændingepolitik at gøre, kan konsekvensen derfor meget vel blive, at regeringen nu vil forsøge at fremstå endnu hårdere på det udlændingepolitiske område. Det var næppe tilfældigt, at udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) i går overtog scenen med meldingen om et nyt udrejsecenter på Langeland.
Men det vil styrke regeringens troværdighed betragteligt, hvis den i fremtidige sager taler højt og ligefremt om de faktiske juridiske, politiske og moralske dilemmaer, der kan være forbundet med nogle udlændingepolitiske stramninger. Der er masser af gode grunde til en stram udlændingepolitik. Men der er ingen gode grunde til at føre vælgerne bag lyset.