Prøv avisen
Leder

Dommen mod Se og Hør er rigtig

"Den virkelige udfordring for samfundet og demokratiet kommer ikke fra den etablerede presse - heller ikke sladderpresse - men derimod fra de globale sociale medier, hvor lovløsheden hersker og etik er et fremmedord," skriver Erik Bjerager.

Sagen viser, at presselovgivningen fungerer som den skal

De relativt hårde domme mod hovedpersonerne i Se og Hør-sagen er berettigede. Men sagen bør ikke føre til strammere lovgivning om den danske presses arbejde, sådan som der blev lagt op til fra politisk hold, da århundredets største presseskandale blev afsløret for to år siden.

Det positive i dommene er, at den lovgivning, som skal beskytte danskernes privatliv og forhindre misbrug af blandt andet kreditkortoplysninger, er på plads og fungerer efter hensigten. Fængselsdommene til ugebladets tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup og kilden, der mod betaling brugte sin stilling hos Nets til at levere personfølsomme oplysninger om kendte danskeres gøren og laden, viser, at lovgivningen fungerer.

Ingen dansk chefredaktør er i mands minde blevet fængslet for noget, han eller hun har gjort i embeds medfør. Det sker nu. Se og Hør-sagen er uhørt kynisk i sin karakter. Store dele af befolkningen har formentlig fulgt den drypvise afsløring af sagen med stigende forbløffelse, men det samme har journalister og redaktører i pressen. Ingen her har haft fantasi til at forestille sig, at man i jagten på saftige historier kunne synke så dybt og agere så hensynsløst, som Se og Hør gjorde. At betale for og misbruge oplysninger om kendte menneskers kreditkortkøb til dels at stedfæste dem, dels fortælle om deres forbrug, finder ikke sidestykke i pressehistorien.

Se og Hør-sagen har allerede haft betydelige følger for ikke blot ugebladet selv, som i sagens kølvand har noteret sig et betydeligt milliontab. I den øvrige del af pressen, som i øvrigt selv afslørede Se og Hørs uhyrlige metoder, blev ugebladets praksis med at betale kilder penge for oplysninger, der kunne føre til historier, sat til debat.

En undersøgelse foretaget af brancheforeningen Danske Medier viste imidlertid, at ud over Se og Hør var det kun Ekstra Bladet, der betalte kilder for tip og aldrig særligt meget. Her på avisen har vi i årevis haft det som en del af vores nedskrevne presseetik, at vi ikke betaler for interviews eller for oplysninger. Siden er både Ekstra Bladet og Se og Hør ophørt med den betænkelige praksis.

Pressenævnet, der tager sig af overtrædelser af god presseskik, som er den form for mildere krænkelser, som ikke er omfattet af straffeloven, har siden Se og Hør-sagen styrket sin praksis. Pressenævnet kan nu selv rejse sager, og nævnet har gjort det meget lettere at klage over pressen. Sagsbehandlingen er ydermere blevet meget hurtig.

Dertil kommer, at Folketinget nedsatte to udvalg, der skulle se på henholdsvis sikkerheden med betalinger og kreditkort og rammerne for de love og regler, der beskytter privatlivets fred. Nets har strammet op om sin interne sikkerhed, og Straffelovrådet er ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse af lovgivningen, der beskytter mod ærekrænkelser og sikrer privatlivets fred.

Oven i alt dette er fulgt en debat i medierne om journalistikkens væsen. Den traditonelle journalistiks fokus på problemer og dårligdomme i samfundet er suppleret af en stærkere bevidsthed om, at medierne i stigende grad også skal fokusere på løsninger.

Se og Hør-sagen er en historisk undtagelse. Den virkelige udfordring for samfundet og demokratiet kommer ikke fra den etablerede presse - heller ikke sladderpresse - men derimod fra de globale sociale medier, hvor lovløsheden hersker og etik er et fremmedord.

Rygter, smædekampagner og falske historier spredes kloden rundt og har måske bestemt udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og vil også kunne gøre det samme i Danmark. Det er et virkeligt problem.