Ritt Bjerregaard

STATSMINISTERENs kabale gik op. Det mest bemærkelsesværdige, da Poul Nyrup Rasmussen og den kommende formand for EU-kommissionen, Romano Prodi, torsdag aften trådte ind i Spejlsalen i Statsministeriet for på et pressemøde af præsentere Danmarks kommende kommissær, var pressens kollektive skuffelse. Forrest kom nemlig Poul Nielson. Efter hemmelighedskræmmeriets langstrakte mediebevågenhed var det næsten for selvfølgeligt. Kandidaten, der hele tiden havde været det sikreste kort at holde på. Nyhedsværdien var devalueret til naturlig størrelse. De sidste dages gætterier og spændende kandidater i mediernes selvsving faldt til jorden. Dette var ikke en dårlig løsning, men spændende, endsige sensationel..... Dog, havkatten i spillet var rede. Allerede en time før pressemødet sørgede Ritt Bjerregaard for at dreje mediernes opmærksomhed lidt bort fra seancen i det danske statsministerium. Hun havde i Bruxelles netop haft en telefonsamtale med statsministeren. I sig selv en sjældenhed, så sandt som hun tidligere havde oplyst, at de ikke havde talt sammen siden maj. Og nej, hun skulle ikke fortsætte som kommissær. Efter hendes skarpe angreb på Poul Nyrup Rasmussens håndtering af sagen i sidste weekend var det nærmest en ikke-nyhed. Men ikke når hovedpersonen hedder Ritt Bjerregaard. Koldt kalkulerende, at udnævnelsen af den pæne, dygtige, men absolut ikke medieegnede Poul Nielson ikke gav pressen det bedste udgangspunkt for spektakulære overskrifter, havde hun sit modne, plukkefærdige - men mon det nu også var økologisk - æble til mediernes flinke piger og drenge. Nu kommer mor Ritt hjem for at slå et slag for de fattigste. Ikke et øje var tørt. Dronningen af Hotel Ritz i Paris og en eksklusiv lejlighed i hjertet af København som de københavnske hjemløses Mother Theresa. Og med hvilken baggrund. Den detroniserede miljøkommissær havde på sine besøg hjemme i moderlandet iagttaget, hvorledes de fattige i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid må tigge på gaden. Nu stiller hun op i hjertet af fædrelandets glorværdige historie for med den gamle kongeby Lejre som base at genvinde magt og indflydelse i Folketinget. Nu skal der andre boller på suppen. Ritt Bjerregaard skal nok blive valgt i Lejre-kredsen, men må vente et par år eller mere. Hendes legendariske evne til at sikre sig personlige stemmer har før bragt hende langt - blandt andet til den kommissærpost hun nu må forlade. Men de fem års udlændighed har også bragt andet end flere tiggere i Københavns gader. Blandt andet et delvist generationsskifte i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor hun næppe skal forvente, at den røde løber rulles ud for en fortabt, men genfunden datter. Nyrup Rasmussen rystede tilsyneladende ikke på hånden ved udsigten til hendes tilbagevenden til dansk indenrigspolitik, da han valgte at droppe hende som kommissær. En ny Ritts kaffeklub på Christiansborg bliver ikke det store tilløbsstykke. jr-o