DE DANSKE tv-stationers journalister og kamerafolk nærmest faldt over hinanden for at komme først til Færøerne i sidste weekend. Kappestriden skyldtes, at der midt i den store agurketid var udsigt til søkrig mellem den danske flåde og miljøaktivisten Paul Watson, der sammen med sit mandskab på »Ocean Warrior« havde taget kursen mod Færøerne for at forhindre det årlige grindedrab. Der er uden tvivl mange grunde til at diskutere færingernes fangstmetoder, når de en gang årligt driver grindehvaler ind mod kysten og slagter dem tæt på land. Færøerne er da også løbende blevet kritiseret for grindedrabene af miljø- og dyreværnsorganisationer verden over, men også af lande som Danmark og organisationer som EU. Paul Watson har håbet på en konfrontation med Danmark, så han kan indklage Danmark for EU-kommissionen for brud på forbudet mod drab på og handel med truede dyrearter. Nu er grinden imidlertid ikke en truet dyreart, så Paul Watson ville næppe komme langt i EU med sin klage, som han for øvrigt ikke behøvede at søge en konfrontation for at indgive, hvilket han hurtigt kunne have fundet ud af, hvis han havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Men spørgsmålet er også, om det er det, Paul Watson er interesseret i. Hans ærinde ved denne lejlighed har som ved så mange andre været at skabe opmærksomhed om sin mission, der drives ud fra princippet om, at målet helliger midlet. Han betragtes af mange ligesindede som det nye orakel på miljøfundementalismens overdrev, der med skumsprøjt i håret sænker hvalfangerskibe og er eftersøgt i adskillige lande. En sand helt med sit helt eget PR-program. Han ville imidlertid aldrig få den opmærksomhed, han får, hvis der ikke i den anden ende af fødekæden var nogle medier, der lagde sig i kølvandet på Paul Watson i håbet om, at der vil være gode billeder og historier i den potentielle konfrontation, som kan blive resultatet af hans opmærksomhedssøgende kampagnestil. Nu er det nok for meget at håbe på, at medierne vil tie en person som Paul Watson og hans rundsejlende mediecirkus ihjel. Men det er faktisk, hvad han fortjener, og det mindste, man kunne håbe på, var i hvert fald en mere kritisk tilgang end den, der kunne iagttages på forsiden af et større dagblad i søndags, hvor det af forsiden fremgik, at den danske eksport var truet af boykot - det sagde Paul Watson nemlig. Denne falden på halen for Paul Watson gavner næppe den seriøse del af miljøbevægelsen, som af gode grunde må føle, at hans indsats er noget af en bjørnetjeneste. Og faktisk er miljøsagen for vigtig til, at medierne lader sig køre rundt i manegen af en rabiat søulk. weis