Prøv avisen

Sørgeligt tv

Folkekirken må finde andre veje for sit budskab end de statslige tv-stationer

SØRGELIGT. Det ord bruger Viborgs biskop Karsten Nissen om, at danske public service tv-stationer gør meget lidt ud af påsken som den største kristne højtid.

I Danmark har folkekirken 4,5 millioner medlemmer. Derfor er der som ofte nævnt på denne plads ikke noget odiøst i, at netop den kristne kirke burde have en fortrinsstilling, også når det gælder udsendelser på halvoffentlige tv-kanaler. Problemet er, at fortrinnet bliver mindre og mindre. Vi har tidligere kritiseret public service-kanalerne for at nedtone programmer om kirkelige emner, senest i forbindelse med julen. Den var tv-mæssigt nærmest kemisk renset for udsendelser om julens hovedperson. Dengang som tidligere fik vi forklaringen om, at tv må forny sig, og at det kirkelige stof inddrages i den øvrige programvirksomhed.

DET ER i og for sig udmærkede argumenter. Selvfølgelig skal man ikke formidle tv om kirke og kristendom på den samme måde år ud og år ind.

Med hensyn til gudstjenster er der dog det praktiske problem, at tusinder af ældre eller syge er forhindret i selv at gå hen til kirken. De fortjener stadig en lidt bedre public service end blot en enkelt tv-transmitteret påskegudstjenste. Dertil kommer, at påsken rummer mange mysterier og dramaer, som nok kunne fortjene en selvstændig, gerne kritisk, udsendelse eller to.

Der er imidlertid en anden væsentlig pointe i Karsten Nissens udtalelser i dagens avis, end at det er en sørgelig udvikling. Nemlig, at man ikke kan nøjes med at sørge. Der er også en opstandelse. Kirken må videre. Tænke fremadrettet over, hvordan den selv kan få det kristne budskab længere ud. At mange medier gør så lidt ud af kristendom og påske er jo mest af alt et symptom på, at kristendommen har mistet fodfæste i befolkningen. Kirkens mission er at ændre på det. Måske kræver det, at kirken fokuserer på andre kanaler end tv-kanalerne.

DE KOLOSSALE ændringer i medieverden giver den enkelte borger, den enkelte præst eller det enkelte menighedsråd helt nye muligheder for at kommunikere. Internet og blogs er blot to stikord. Hvem ved, om grupper inden for folkekirken i fremtiden kan få succes med at producere deres eget net-tv?

Indrømmet, et velment eksperiment som Cyberkirken.dk har ikke fået det store folkelige gennembrud, men mulighederne er der. Det har andre eksperimenter, for eksempel med kristelige lokal-tv-stationer, vist. Et fundamentalt spørgsmål er, hvad formålet er med at tage kirkelige emner op på skærmen. Skal det skabe debat om og indsigt i kristendommen, eller skal det omvende mennesker til den kristne tro? Er det sidste tilfældet, er tv-transmitterede tv-gudstjenester næppe det helt store virkemiddel. Forkyndende tv-udsendelser kan muligvis i enkelte tilfælde skabe tro ude i dagligstuen, men kristen mission foregår stadig helt overvejende i det personlige møde mellem mennesker og hverken i cyberspace eller i tv-studierne. Heldigvis.

Og selvfølgelig skal offentlige tv-stationer ikke missionere. Det er ikke deres opgave. Men handler det om at rejse debat om religion eller om at skabe indsigt i religionens verden, har de elektroniske medier stadig en væsentlig opgave. Her er god plads til forbedringer, ikke mindst hos de to landsdækkende tv- og radiostationer.

hhh