Så kristne, at vi ikke selv ser det

Kristendommen er diskret, men rodfæstet i det danske samfund

Morten Rasmussen
Morten Rasmussen . Foto: Leif Tuxen.

”Sådan rigtigt kristne, det er dem nede i Sydeuropa, alle katolikkerne. Det er da ikke os her i Danmark. Okay, de fleste danskere er da medlem af folkekirken. Om vi holder jul? Selvfølgelig gør vi det, og vi synger da også et par julesalmer. Nej, vi overrender ikke ligefrem kirken, men det er da rart, at den er der, sådan til barnedåb, bryllupper og begravelser. Og præsterne, ja, de er nu gode til at sætte ord på de der store spørgsmål, man godt kan blive lidt forvirret over af og til.”

Sådan kan den forenklede version af debatten om danskernes tro lyde. For måske det at være kristen ikke er forbeholdt sydeuropæerne. Måske man som sekulariseret dansker har mere kristendom i rygsækken, end man selv tænker over til daglig.

Det bekræftes, som man kan læse, i dagens avis af en stor undersøgelse foretaget af det anerkendte amerikanske analyseinstitut Pew Research Center. I undersøgelsen, der er baseret på en rundspørge blandt flere end 24.000 personer i 15 europæiske lande, kan man læse, at 65 procent af danskerne identificerer sig selv som kristne. Det er færre end i eksempelvis Portugal, Irland og Italien, men samtidig markant flere end i Norge og Sverige og faktisk på niveau med Frankrig og Spanien.

At en så høj andel af danskere identificerer sig selv som kristne, skal i ganske høj grad nok forklares med det, man lidt forenklet, men samtidig meget præcist kan betegne som ”kulturkristendom”.

Kristendommen i Danmark er som en grundvandsåre, en kilde til næring, der løber gennem lag efter lag – ikke larmende og frembrusende, men usynlig og dog livgivende. Man ser og hører den ikke, men bemærker den først, når den tørrer ud.

Så selvom man da kunne ønske, at flere benyttede kirken, er der kun grund til at glæde sig over, at kristendommen i Danmark har så stærke rødder, at flertallet ser det at være kristen som en del af deres identitet. En identitet, der ikke kan tages for givet i en tid, hvor man ellers forventes at være globaliseret og i evig selvudvikling mod en ny og bedre version af sig selv. Men måske er det netop i sådan en malstrøm af nonsens, at Danmarks mere end tusind år gamle kristne historie viser sin styrke som et holdepunkt.

Kendetegnende for kulturkristendommens rodfæstning fortæller Pew-undersøgelsen da også, at danskerne i højere grad end så mange andre har det svært med tung kristen dogmatik, at vi ikke tror på en straffende Gud, og at næsten hver anden dansker mener, at religion gør mere skade end gavn.

Her skinner det dog ganske tydeligt igennem, at der med ”religion” ikke tænkes på ens egen tro, men de andres – og ikke mindst islam. For her fremstår danskerne i undersøgelsen som en af de mere islamkritiske befolkninger i et generelt islamkritisk Europa. Måske fordi islam i alt for høj grad er blevet repræsenteret af højtråbende imamer og ekstremistiske grupperinger, der overdøver og uretmæssigt stigmatiserer de mange demokratisk sindede muslimer.

I en tid, hvor den politiske og folkelige debat om religion i meget høj grad handler om at udgrænse troen – fra ateistkampagner mod folkekirken til ønsket om et forbud mod drenge-omskæring – kan man håbe, at Pew-undersøgelsen maner til eftertanke hos de mest religionskritiske.

Kristendommen er på samme tid allestedsnærværende og diskret i Danmark, fra hospitalsvæsen til folkeskole, fra Grundloven til Dronningens nytårstale. Og at danskerne ikke tænker over det eller taler højt om det i hverdagen, betyder ikke, at det ikke har betydning. Tværtimod.