Prøv avisen
Leder

Så vis dog samfundssind

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Noget er galt, når folk fotograferer en ulykke frem for at hjælpe

Trafikken over Storebæltsbroen blev stoppet i mandags, da en lastbil brød i brand midt på broen. Den lange kø af ventende biler fik efter nogle timer politiets tilladelse til igen at køre. Men nu forsinkede en række bilister afviklingen af den store trafikprop, fordi de med deres mobiltelefoner skulle fotografere og filme den brændte lastbil, mens de langsomt kørte forbi. ”Kiggekøer” kaldes det usmagelige fænomen. De pågældende kiggebilister måtte smage deres egen medicin og blev fotograferet af politiet, der nu fremsender bøder. Ikke for deres uanstændighed, men fordi det er ulovligt at bruge mobiltelefon, mens man kører i bil.

Heldigvis er der også positive beretninger at fortælle om menneskers uegennyttige indgriben. For en uge siden udviste en ung mand både handlekraft og ansvarlighed, da han reddede en ældre mand op af havnen i Nykøbing Mors. Bagefter sagde den unge redningsmand imidlertid til Nordjyske: ”Der var et stort opløb af mennesker, men ingen gjorde noget. I stedet var der mange, der bare filmede med deres mobiltelefon.”

Der er desværre mange eksempler på noget tilsvarende. Mennesker fotograferer og filmer andres ulykke frem for at hjælpe. Politi- og redningsfolk klager over, at deres arbejde med at hjælpe forulykkede bliver besværliggjort af mennesker, der stopper op for at tage billeder eller filme med deres mobiltelefoner.

Hvorfor sker det?

Det er nemt at konkludere, at mange mennesker i kraft af digitaliseringen lever i en virtuel verden, hvor de oplever en del af virkeligheden via mobiltelefonens skærm. Verden omkring dem bliver først til virkelighed, når den er filmet eller fotograferet og derefter lagt op på de sociale medier, hvor det giver status at have været vidne til et drama.

Digitaliseringen har presset sig ind mellem mennesket og virkeligheden og skabt en tilskuerkultur, der nemt fremstår inhuman og afstumpet. Det er ikke første gang i verdens-historien, at andres ulykke gøres til under- holdning. Tænk bare på tilskuerskarerne ved offentlige henrettelser i historiens løb.

Men med den allestedsnærværende mobil-telefon og dens kamera er den primitive tiltrækning af dramaet blevet løftet til et nyt niveau. Det spiller også ind, at almindelig anstændighed er på retur. Ikke mindst på de sociale medier finder der en forråelse sted i samtalen og omgangen med hinanden, som desværre smitter af på det virkelige liv. Det er dårlige tider for omgangsformer som venlighed, imødekommenhed og gensidig nysgerrighed, som ellers er det, der binder mennesker sammen, og derfor også er en del af kittet i samfundet.

En meta-udvikling er netop svækkelsen af fælleskabsfølelsen i samfundet og følelsen af gensidig forpligtethed. Den udvikling skyldes mange forhold. Afkristningen har helt givet bidraget til, at ansvarsfølelsen og omsorgen for andre mennesker er blevet svækket, mens individualiseringen betyder, at jeget ofte sættes før vi’et.

”Public spirit” kalder englænderne med et smukt udtryk det, som vi på dansk vil kalde for samfundssind. Engang hed det borgerdyd. En forudsætning for, at man kunne finde sammen om at lave samfund, deraf ordet, var, at man tog hensyn og viste uegennyttighed. Det var vigtige borgerdyder. Som led i den moderne statsdannelse ophørte befolkningen med at være undersåtter og blev i stedet medborgere. Det er vi alle fortsat, og det betyder, at vi er borgere sammen, for og med hinanden. Det kræver, at man ikke kun vil sig selv. Men når sansen for det og hensynet til andre fordufter, tager man telefonen frem og fotograferer de forulykkede frem for at hjælpe dem.