Det er velgørende, at kirkens år ikke er det samme som det verdslige samfunds. Kalenderåret skrider frem fra nytår til nytår med sin egen kronologiske tidsopfattelse. Dag følger dag, og år følger år.
Kirkeåret derimod har sin egen tilbagevendende cyklus. Det begynder med første søndag i advent, som er i overmorgen. Her handler teksterne om skabelsen og forventningen til den frelser, der skal fødes, og kirkeåret slutter med, at der på den sidste søndag prædikes over tekster, der handler om dommedag og Messias’ genkomst. Kirkeåret rammes ind af den liturgiske kalender med højdepunkterne jul, påske og pinse. Det skrider frem som kalenderåret, men går også i ring i en evig gentagelse.
Kalenderåret er det timelige, mens kirkeåret har evighedens dimension i sig. De to tidsregninger er ikke sammenfaldende. Kirkeåret begynder først, næsten som en manifestation af at mennesket lever sit jordiske liv under evighedens perspektiv.
Adventstiden har både noget at sige om Gud og om menneskers liv. I teologisk forstand er den en ventetid på Jesu fødsel og genkomst. Sprogligt set kommer ordet advent af ”Adventus Domini”, som betyder ”Herrens komme”. Menneskeligt set rummer advent en opfordring til at stoppe op og holde pause, både for at besinde sig på sin tro og reflektere over det hektiske liv, som så mange lever.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ventetid er en mulighed for at tænke sig om. At vente på andre eller bare på at det bliver ens egen tur, er en gavnlig selvdisciplinering. Adventstiden bremser os, og vi har alle brug for at blive bremset for at give plads til andre og andre tanker.
At kunne vente er et civilisationstegn, fordi man derved udsætter egne behov. I en her-og-nu-kultur, hvor mange søger at få indfriet netop deres behov, gøres der alt tænkeligt for at reducere ventetid. På alle måder søges den afkortet, eller den fyldes med musik eller anden distraktion. Det siges, at den mest slidte knap i elevatorer er den knap, der får elevatordøren til at lukke en smule hurtigere, end den ellers ville.
Psykologisk set er ventetid den pause, hvor man lærer at være sammen med sig selv. Advent rummer opfordringen til at gøre ventetid til fordybelses- og eftertænksomhedstid.
I år, hvor coronaen har lagt sig over mennesker og samfund med en tung dyne af begrænsninger, afsavn og for nogle også utryghed og angst, er advent en særlig kærkommen højtid. Den peger frem mod glæde og lys. Den rummer forventning og håb. Og den minder om, at mismodet aldrig får det sidste ord.
Kirken erobrede for mange år siden den verdslige tidsregning, som siden har taget udgangspunkt i Kristi fødsel som historiens år nul, hvor ud fra alle begivenheder måles med et før og et efter. Det er i det perspektiv, at det første lys i adventskransen kan tændes.
Glædelig advent og godt nyt kirkeår.